Det er ti fornemt forarbejdede prosadigte, Peter Højrup (f. 1973) lægger frem i 'En hjelm af gyldne kviste'. Og eftersom forfatteren tidligere kun har udgivet et lille hæfte på et mindre forlag, er det oven i købet en slags officiel debut. Både titlen og den kulørte, næstenrealistiske fotomontage på omslaget antyder den barokke overdådighed, som kendetegner bogen (og som mere anæmiske ånder måske vil stemple som overlæssethed): I glid og ryk sammenvæver hver enkelt tekst flere højst forskelligartede lag - ubesværet og med diskret litterær bevidsthed. Der er umiddelbart en næsten drilsk lethed over bogen, et svæv. Men der er ikke tale om den slags fnugdigte, der charmerer et kort sekund og så hvirvler ud af bevidstheden igen. Det er prosa med tyngde, krævende og ambitiøst; teksterne er tætte og komplekse. Alle tråde kan ikke udredes i denne sammenhæng, men blandt de mange sammenvævede lag finder man: beskrivelse, fortælling, samtale, erindring, refleksion og drøm. Der er ikke noget, der rundes af, man er hele tiden undervejs - og lidt i tvivl om, hvor man er på vej hen. Men undervejs sker der til gengæld ikke så lidt - frygtelige og sære og søde og sarte ting.
En funklende hjelm
Lyt til artiklen
