Romanens åbningssætning fanger med det samme. »Da Viktor Strandgård dør, er det faktisk ikke første gang«, skriver Åsa Larsson, og hermed er forventningerne lagt op til en anderledes krimi, i hvert fald en krimi i et specielt miljø. Man skuffes ikke. Juristen, som fik Det Svenske Kriminalakademis debutantpris 2003 for 'Solstorm', er selv vokset op i Kiruna i det nordligste Sverige, og det er her i de store skove, handlingen udspiller sig. Der, hvor mørket ligger lige så tykt som sneen om vinteren, og hvor religionen har dyb magt over forfrosne sjæle. Miljøet er netop en sådan menighed med en karismatisk leder, en forførerisk præst, som i høj grad støtter sin magt på den genopstandne Viktor. Han kaldes Paradisdrengen, om end han ikke mere er en dreng, men en mand. Allerede på første side myrdes han på barbarisk vis, og hele handlingen går på at opklare det mord. Det er godt, at Åsa Larsson ikke introducerer alt for mange andre temaer, for menneskene og miljøerne er spændende nok, som de fremstår, lukkede omkring sig selv og deres tro og hemmeligheder.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























