Hvis der er nogen, der tror, det er nemt eller for den sags skyld rart at være kunstner, så tro lige om igen. Og det er heller ikke stort nemmere at elske den, man elsker, og alligevel må Jeremy gøre begge dele. Nu kommer de færreste mennesker til at elske ret mange med hud og hår, og af de få, vi elsker, er det endnu færre, hvor det ligger i kortene, at kærligheden også bliver vist. Anne Tyler er kendt af mange danske læsere, for mange allerede fra 'Middag på Restaurant Hjemve' og senest for 'Dengang vi var voksne'. Hun er blevet kritiseret for en vis tendens til sentimentalitet, men sentimentalitet plager godt nok ikke denne tidlige udgivelse. Dagens roman er 30 år gammel. Det mærkes ikke; bogen er på én gang skælvende følsom og sikkerheden selv. Det er sjældent at læse en roman, der er så humoristisk, og hvor sproget samtidig føjer sig så ubesværet om sine personer, som om de er set gennem vand. Sproget ligger helt tæt på dem, så smidigt og nærgående er det. I bogens ti kapitler får Jeremy ordet mest, mens fire kvinder tæt på ham også blander sig. Mors dreng Bogens handling starter i 1960 og slutter 13 år senere. 13 år får læseren lov at følge Jeremy, der er en mors dreng på næsten fyrre år; han er bleg, overvægtig og pæreformet. Han går i butsnudede og tofarvede sko. Og så er han hyperfølsom og ekstremt indadvendt, sådan som nogle kunstnere er det, og når jeg skriver hyperfølsom, så mener jeg ikke sart; han oplever bare ting uhyre intenst, for eksempel når han ser sømmen på en damekjole »sådan en rolig, blid blå farve at han følte sig gennemskyllet af en smerte på grund af de få dage han havde elsket«. Det er også en oplevelse at høre om hans opfattelse af hår og hverdagens rutiner, hvor Jeremy næsten er bange for alt: åbne posten, gå hjemmefra, gå på indkøb. Også at gå med nyt tøj. Det er romanens scoop i starten, at den kan beskrive ham fuldstændig fordomsfuldt, set gennem den hårdkogte og misundelige storesøsters optik. Bagefter skifter optikken til Jeremy indefra, og læseren får dyb sympati for ham. Det er både en nær og nærgående beskrivelse af hele Jeremys funktionsmåde sammen med de ældre mennesker, der bebor hans pensionat. De danner ligesom en ring af beskyttelse om ham og tager sig det ikke nær, at han ikke altid afslutter sine sætninger. En af de ældre damer er meget ladylike, men synes ikke desto mindre, det er udmærket at spadsere hen over det beskidte, klistrede gulv, der prøver at suge de højhælede laksko af hendes fødder. Smukke Mary Samtidig fatter læseren med en halvkvalt og undertrykt morskab, at Jeremy på en eller anden måde nok vil blive smedet sammen med høje, smukke Mary, selv om hans bryst er både buttet og blegt, den første gang hun støder ind i det. Næsten halvdelen af romanen går med at fatte, at de måske alligevel kan danne par. Jeremy sigter mod stjernerne. Men både for Mary og Jeremy gælder det, at de hver især er så langt fra deres individuelle hovedvej, som de på nogen måde kan være. Når Jeremy senere skal omgås ikke bare sin kone, men også sine børn, som han opfatter som et tidevand af støj, stiger han ned mellem dem, ligesom når man går i vandet; man dypper først fødderne og så hofterne, før resten følger efter. 'Kurs mod stjernerne' er en tindrende, funklende roman, på sådan en stille overraskende måde, hvor man kan mærke selve det skælvende liv tage form. Mary er en dejlig kvinde. Hun er værd at gøre sig umage for. Så det gør Jeremy, og Mary gør sig umage tilbage, og så må han gøre sig dobbelt umage en gang til og overgå sig selv i et barskt togt til slut. Hvis man tror, verden kun er et nyttigt sted, så bør man læse denne roman og opdage, at den er et stillestående sted, hvor støvet kan rejse sig i de mest forbløffende formationer.