Kærlighed gør blind, lyder klicheen. Den er der ikke rigtig nogen, der lider af i Jens Chr. Grøndahls nye miniroman. Det er snarere frihed, de er blevet blinde af. Og ikke særlig glade. Bogens to hovedpersoner er undsluppet hver sin undertrykkelse. Scott fra USA er flygtet fra værnepligt under Vietnamkrigen i 1970'erne og landet i Danmark. Elena er kommet ud af Rumænien takket være hans uegennyttige tilbud sidst i 1980'erne om visum via et proforma-ægteskab. Og nu er det lige så stille gået hen og blevet det 21. århundrede, Vietnamkrigen er slut, Ceausescu er slut, man kan rejse, hvorhen man orker (terrorismen er ikke dukket op endnu), men hvad skal man egentlig med al den frihed? Ærbart proformaægteskab Der var en moden dansk kvinde, som åbnede favnen for den vildfarne desertør i sin tid, inden hun skred videre til næste ægtemand. Nu viser den halvgamle eksdesertør samme venlighed mod den unge rumæner, dog af blandede motiver. Han er ikke rigtig oprørt over den politiske undertrykkelse, hun lever under, og som Grøndahl tegner med vanlig sans for detaljer og duft - eller lugt skulle man snarere sige, når det gælder det forfaldne kommunistiske Østeuropa. Den gamle desertør er ikke rigtig forelsket, i hvert fald ikke så meget, at han selv opdager det. Det er et ærbart proformaægteskab, han kan levere. Grumme livserfaringer Men den amerikanske Scott opdager aldrig, hvem den rumænske Elena er. Da de endelig, efter flere års ægteskab, indleder et forhold, er deres forhold ved at være slut. Hun stikker af med en italiensk møbelhandler, der har været inde om hendes pizzeria i Frederikshavn og tilbudt hende en ny desertation. Så først får vi, hvad Scott aldrig opnåede, den forhistorie, som har givet hende frost i sjælen. Jo, den 22-årige uskyldige skønhed fra det rumænske turistministerium, som han fattede interesse for under en arbejdsrejse, var allerede alt for langt fremme i livet og belastet med så grumme erfaringer, at hun aldrig vil komme væk fra dem. Siden de først røbes til sidst, skal jeg af hensyn til spændingslæsere lade være med at lufte dem her, kun sige, at de intet har med politik at gøre og er af den art, der kan ramme folk overalt. Fortælleren Som vanligt er Grøndahl en overbevisende stemningskunstner. Der ser ud af Nordjylland, der lyder af Hirschsprungs, det emmer af Bukarest. Hans personer har rum om sig og rum i sig. Hans sprog er som skabt til at tegne disse personer, der er mere præget af vemod end mod. Men det er, som om han ikke rigtig har kunnet beslutte sig for, hvad der skal være forgrund og baggrund i denne lange novelle eller korte roman. Den begynder med en uhyre sikkert skitseret fortæller, faderfri søn af Scotts første danske kæreste, jævnaldrende med - og ikke upåvirket af - den rumænske Elena, selv nu skilt far, tilsyneladende endnu et vemodigt offer for friheden. Men fortælleren bliver lige så stille til ingenting og Scott til hovedpersonen. Indtil fokus flytter til Elena, i et lidt kunstigt fortællerarrangement, blandt andet i en bil i en park i Rom. Fine passager 'Piazza Bucarest' er en fortælling, der har sin styrke i det uendelig små, i korte møder og kloge observationer, mere end i den store komposition. Måske er den, som Grøndahl selv et sted foreslår, noget så både banalt og eksistentielt som historien om, »hvordan man kommer fra at være fyrre til at blive femoghalvtreds, eller hvordan man kommer fra at være nitten til at blive fyrre«. Grøndahl har af og til haft en svaghed for at gøre små historier store ved at placere dem i 'store temaer'. Af den patos, det kan afsætte, er der intet i denne lille fortælling om nogle mennesker, der begyndte tilværelsen i en bragende politiseret verden og nu sidder tilbage i hver sine private tomrum. Den er løsere i fugerne end bøger som 'Lucca' og 'Et andet lys', men i dens fineste passager er Grøndahls prosa på højde med sit bedste.