Hvordan det er lykkedes Hanne Elisabeth Schultz at vride armen om på Borgens Forlag, så de både udgiver hendes ungdomskrimi 'Pigen der vidste for meget' og tilmed tillader, at hun selv tegner omslaget, kan være svært at forstå. Det er ikke en tjeneste. Det er en bjørnetjeneste. Og det siges i lyset af, at krisen kradser, og antallet af udgivelserne skulle være for nedadgående. (Det er nu ikke blevet tydeligt endnu!). Hvorfor ikke bare udgive det, der er godt!? Forældet og formstøbt Det er ikke forfatterens skyld, men forlagets. Hanne Elisabeth Schultz har blot skrevet, som hun skriver. Det burde læses for, hvad det er. En totalt almindelig, forudsigelig, forældet og formstøbt historie, som pigerne kan lide det. Det kunne de i hvert fald i 'Krøniken's dage. Lidt romantik, lidt fare og - som her - hovedpersonens lykkelige udsigt til at få en læreplads hos bageren til sidst. Men først skal Naja så grueligt meget igennem, selv om det nærmest sker på 1. klasse. Hun er også ved at komme i dårligt selskab, ja, pigen opdager det vist ikke selv, men læseren er bedre orienteret. Naja ryger joints og er lige ved at gå i seng med en fyr. Bare en børnebog Imens forfølges hun sammen med veninden Simone - der er det dårlige selskab - af en forbryder, der skånselsløst omtales som Tor Rasmussen. Navnet hamres godt igennem. Og det bare fordi pigerne er kommet til at se, at Tor Rasmussen kvalte sin kæreste i afsindig jalousi. Historiens byggesten kommer dumpende lidt tilfældigt. F.eks. oplyses der først om Anders et stykke inde i bogen, skønt denne person er nævnt flere gange tidligere. Sådan noget rækkefølge-noget kender en garvet forfatter til. Ellers gør dennes redaktør. Fordi læsende piger ikke altid er bedre vant, og fordi 'Pigen der vidste for meget' ikke er værre end så meget andet, kan det være fristende ikke at gøre nogen ked af det og blot meddele, at det er da en o.k. bog. Det er jo bare en børne-/ungdomsbog. Ikke? Men det er altså også en bjørnetjeneste.