Den store fortælling er genfødt i Frankrig - i skikkelse af forfatteren Laurent Gaudé, som har taget springet fra ukendt dramatiker til europaberømt bestsellerforfatter. Med 'Kong Tsongors død' begynder han helt forfra på den franske roman, som ikke længere har det fjerneste at gøre med tressernes angstfremkaldende 'roman nouveau'. Dette her er snarere 'roman ancien'. Østerlandsk pragt Allegori, eventyr, fortælling, myte? Vel nærmest en allegori. Kong Tsongor i det fjerntliggende, ikke-eksisterende afrikanske land Massaba forbereder sin datter Samilias bryllup. Efter tyve års krige og blodbad er riget sikret. Ved sin side har kong Tsongor den eneste ven og fortrolige, guldtaburetbæreren Katabolonga, som han engang besejrede og skånede. Katabolongas tak er loyalitet til døden, og det er ment bogstaveligt: En dag vil Katabolonga dræbe kong Tsongor. Men ikke endnu. Brylluppet forberedes med østerlandsk pragt: Gaver og ofre bliver stablet op i dagevis, for Samilia skal giftes med prinsen Kouame fra Saltlandet. Og alt er godt. Indtil en anden bejler gør krav på hende - det er nomadeprinsen Sango Kerim, som Samilia engang gav sit ægteskabsløfte - det løfte vil han nu have indfriet. Hollywoodfilm I dette dilemma vælger kong Tsongor fortvivlet sin død - for han kan ikke vælge mellem bejlerne og forudser, at krigen vil blusse op og ødelægge hans fred. Den yngste søn, Souba, bliver hentet, og han får besked om at rejse ud i verden og grundlægge syv gravpaladser for sin far. Først når det sidste gravpalads er bygget, vil faderen dø rigtigt - i mellemtiden vil han kun tale med Katabolonga. Tsongors profeti kommer til at holde stik. Krigen mellem nomadelandet og Saltlandet begynder - med pragtfulde skildringer af krigernes blodige slag og masker og dragter - ét kompagni er khattyggere, en vild og blodig hær af feberramte dræbere, et andet kompagni er krigstæverne - robuste mænd, sminkede som kvinder, for at håne de dræbte - et tredje kompagni er surmaerne, mænd med nøgne overkroppe, som ikke frygter døden, kun at blive vansirede. Man ser en Hollywoodfilm for sig - tusindvis af sorte krigere, som vil knuse og tortere og hævne og dræbe for retten til at ægte Samilia. Blodig godnathistorie Og hun? Hun elsker Kouame, men har lovet Sango Kerim sit hjerte. Derfor søger hun tilflugt i Sangos lejr, mens hendes hjerte er hos Kouame. Hvem skal vi holde med? Ingen af dem. Begge parter. Dét, siger Laurent Gaudé, er den evige krig, som fortsætter og fortsætter i årevis, til Massaba er jævnet med jorden, og bejlerne kun er gamle, indskrumpne mænd med skyggesværd i hånden. Et pragtfuldt filmmanuskript, ville jeg sige. Laurent Gaudé har stor sproglig fantasi og arv fra homeriske myter og måske fra Kong Lear - bogen snor sig fortællende frem ad eventyrlige veje - var den ikke så blodig, ville den samtidig også være en vældig godnathistorie for store og små. De sensuelle franskmænd Men den lider under en vis romantiserende tro på kvindens uskyldige rolle i krigsspillet. Ingen Samilia er i dag grunden til, at riger styrter i grus. Vist har grækerne engang kæmpet om Helena, men i dag er krigenes årsager langt mindre ædle og sensuelle. Ikke sådan for franskmændene åbenbart, som gerne ser en uskyldig kvinde bag alt. Som allegori er fortællingen derfor mindre bevendt - som sprogligt mesterstykke derimod fængslende og underholdende. Hvilket får mig til at beskæftige mig med oversætteren, Jesper Tang. Er han god nok? Opgaven burde være let - sådan set. Ringe oversættelse Men lad os tage et par sætninger: »For at se Massaba og for at være med til Samilias bryllup. Kong Tsongors datter«, skriver han for eksempel. Brylluppet er ikke Kong Tsongors datter. Jeg ville foretrække: »For at se Massaba og for at være med til brylluppet for Samilia. Kong Tsongors datter«. Eller denne sætning i Jesper Tangs fordanskning: »Men så fik de øje på deres far, der sad urokkeligt på sin trone, og de forstod, at de forventedes at sidde lige så urokkeligt«. De forventedes? Det kan man ikke sige på dansk. Fladdansk versus højfransk Teksten må altså vælge mellem en fransk, højtidelig, lidt arkaiserende sprogtone, og et rigtigt, måske også lidt fladere dansk. Efter overvejelse tror jeg, at jeg foretrækker det sidste. Det beror selvfølgelig på et valg. Kan eh bien nogensinde blive til jamen? »Jamen« er fladdansk - ikke fransk. Måske fordi 'Kong Tsongors Død' er så vital i sproget, får man lejlighed til overvejelser. Hvilket ikke skal forhindre nogen i at overgive sig til dens dramatiske, storladne eventyr med morale.