Der var engang en enlig mor i England, som fortalte historier til (og sammen med) datteren, mens de drak en kande te. Senere skrev hun dem ned, og nu kappes alverdens forlag og Steven Spielberg om at sikre sig rettighederne til Zizou Corders trilogi. Første bind hedder 'Løvedrengen'. Lyder det ikke bekendt? Al magt (og rigdom) til de enlige mødre! Og hér er opskriften fra én, der ved besked. Fantasiens vældige vingefang Hun hedder Louisa Young, hun har skrevet bogen (med sin datter) under pseudonym, og hun siger: »Arbejder man hjemme, spilder man ikke tid på transport, og al den tid kan bruges på at finde på historier for barnet«. Dømt ud fra fantasiens opfindsomhed og vingefang i 'Løvedrengen', har forfatteren tidligere haft langt til arbejde! Det er sådan en bog, Harry Potter ville læse i, hvis han kunne holde fri. Paris og Venedig Løvedrengen hedder Charlie, og han taler 'katsk'. Charlies forældre er forskere, og de har opdaget - vi er vist lidt ude i fremtiden - en kur mod epidemien af allergi. Derfor kidnappes de i London af en ubåd, udsendt af medicinalindustrien, som hér hedder noget andet. Og Charlie følger efter til Paris med et farverigt cirkus. Undervejs holder katte ham hele tiden underrettet. Senere befrier Charlie løverne og sidder nu i en snestorm i orientekspressen sammen med den bulgarske konge og drikker chokolade med flødeskum. Løverne spinder ude på badeværelset. De er på vej til Venedig. Science fiction Forfatterne ved navn Zizou Corder er ægte brite med underspillet humor, stilrene tacklinger og masser af tid. Handlingen bevæger sig på det nedre felt af fareskalaen. Selv om truslerne fyger gennem luften, er det aldrig rigtig uhyggelig. Volden er nedtonet i forhold til de laviner af trilogier i mere eller mindre forvasket fantasy, som markedet bugner med i disse år. Det er nok, fordi d'damer Zizou Corder i virkeligheden har skrevet en science fiction-bog. Det hele kunne jo forekomme - allergi, katsk og den bulgarske konge. Som dronning Victoria ville have sagt det: I am amused!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























