Dicte er en journalist, som efter en skilsmisse er flyttet fra København til Århus. Hun bor på landet med en otte år yngre fotograf - når han da ikke befinder sig i sin lejlighed eller sammen med sine små børn, som han savner og kæmper for at komme til at se, mens han gennemlider sin skilsmisses kvaler. Dictes 17-årige datter iagttager både sin mor med kæreste og sin københavnerfars anlæg til ny familie. Småborgerlig ungdomsdrøm Hun skal hverken på trekking, interrail, cafeer eller afprøve sig selv i kærlighedslivet - alt det, som hendes adskilte forældre ellers synes hører sig til for et ungt menneske. Hun står derimod i begreb med at flytte i rækkehus med sin Jan, der er i revisorlære i sin fars firma. En ungdomsdrøm af småborgerlige dimensioner som modvægt til hendes middelklasseforældres roderi - sådan tager det sig ud. 'Nikolaj og Julie' møder 'Rejseholdet' Elsebeth Egholm, hvis forrige roman, 'Skjulte fejl og mangler', introducerede journalisten Dicte, er spændingsforfatter. Hele ovennævnte set up ligner nu nærmere optakten til en moderne sædeskildring, og genremæssigt kæmper dette stof da også med det kriminalistiske plot. Eller supplerer det med et dagligdags anslag, om man vil. Følelseskrimi kan man kalde det - man får både 'Nikolaj og Julie' og 'Rejseholdet' på en gang. Alle det moderne livs kvababbelser med intriger på jobbet, rod i familien, problemer med nye og eks-ægtefæller, jalousi og skyld i nødtørftigt sammentømrede fællesskaber. Det gælder ikke bare Dicte og de nærmeste omkring hende, men også den kriminalassistent, der skal udforske den brand og det hærværk, hun har været nærmeste vidne til på nabogården. Da hendes hund samtidig finder et lig i mosen, der viser sig at være naboens datter, kvalt og med en økse gennem hovedet, antager sagen større dimensioner end bare drengehærværk som først antaget. Manglende moderindsats som motor Kriminalassistenten får andet at tænke på, end om han har lyst til at honorere sin nye kones ønsker om et fælles barn, som han føler sig for gammel til. Elsebeth Egholm er en effektiv spændingsforfatter, og hun er også en god aflæser af psykiske reaktioner. Alt privatlivskokset er vævet ind i to mord, der efterhånden får den rapporterende journalist-Dicte til at stå for tur. Rituelle mord på mødre, der slet ikke har været der, ikke været der nok, ordentligt eller rigtigt for deres børn. De er udtænkt af en syg hjerne. Vi kommer i hele udredningen rundt om familievold, bortadoption, incest, Jehovas vidner, en sekt, og hvad ved jeg. Efter endt læsning er man dog ikke overbevist om morderens motiv og hans forestillinger om manglende moderindsats som motor i hans psyke og dermed i romanen. Men mens man læser, er forfatteren både i stand til at frembringe hjertebanken, chokerende overraskelser og stor spænding. Utroværdig morder Hun er simpelthen dygtig. Ikke mindst til at skildre angst. Dictes reaktioner, da det går op for hende, at hun er næste offer, er overbevisende gengivet. Feltet mellem sædeskildring, psykologisk realisme og thriller er interessant. Krimien er blevet udnævnt til en særlig form for samfundsskildring, særlig i tider, hvor realismen i sin klassiske form ikke dyrkes allermest. Genren giver oplagte muligheder for miljøtegning, og dem udnytter Egholm. Men det virker ikke, som om hun til bunds kan håndtere den socio-psykologiske analyse, hun også har ambitioner om at gennemføre. Man tror på hovedpersonen, men ikke på morderen. Heldigvis, havde jeg nær sagt.