Kærligheden behøver kun én dør, og den åbner udad, hedder det et sted i en af de meddelelser, fortælleren nedskriver fra en stemme, som måske tilhører jomfru Maria, måske blot hendes egen underbevidsthed. Og guderne skal vide, at fortælleren har brug for stemmens hjælp, for Pluto passerer et kritisk sted i horoskopet, og pludselig bryder alle elektriske installationer sammen, der går hul på taget, og hvad værre er: Moren dør, og kæresten flytter. Alt må gå til grunde, for at et nyt liv kan opstå. Melodier alle vegne Majbritte Ulrikkeholms tredje erindringsroman 'Breve fra Maria' er en roman om en intens livskrise og den hjælp, der kan komme, når man under en sådan krise åbner sig for spirituelle kræfter. Det er også en roman om glæden ved at skabe på egne betingelser og det vigtige i at finde nogen at spille sammen med, som det sker, da fortælleren møder pigen med bassen ved Skagen, og de sammen finder melodier alle vegne, selv i rillerne på en vaffelis. Sans for mirakler Første gang, jeg hørte Majbritte Ulrikkeholm, spillede hun og en kvindelig bassist så smukt, at mine øjne løb over. Siden har jeg fundet ud af, at det også sker, når jeg læser hendes bøger. Både bøger og musik rummer en intensitet og en vilje til ægthed, som rammer én lige dér, hvor man får lyst til at åbne hjertet og elske alle mennesker. Det er muligt, at man i forvejen skal have en religiøs åre, for at det virker, men har man sans for mirakler, er der meget at hente hos denne kunstneriske kvinde, der ikke vil nøjes med noget, der bare fungerer, men stædigt insisterer på, at livet skal leves som et højt hurra. Også selv om det gør fandens ondt indimellem.