Simon Grotrians nye digtsamling 'Korstogets lille tabel' lægger sig meget, meget tæt op ad de foregående, 'Seerstemplet' (2001) og 'Livet er en ko' (2000). Og hvis en forfatter udgiver noget, der langt hen ad vejen er den samme bog, en gang til, ja, så må man som anmelder jo skrive den samme anmeldelse en gang til. Medmindre man har ændret holdning. Det har jeg ikke. Jeg mener fortsat, at Simon Grotrian er en virkelig god digter; hans stil er så original, at man genkender den med det samme. Tampaxmysteriet Ingen anden digter kunne have fostret den formulering, der står som denne artikels overskrift. Eller et billede som »klokkernes tampaxmysterium« (hvis det ikke umiddelbart får en kvindelig klokke til at ringe, skal man bare tænke på snoren/klokkestrengen!). Ingen anden digter dyrker i det hele taget et så kompakt og ofte fuldstændig ufremkommeligt billedsprog, der på én gang er præget af ekspressionismens sprængte verdensbillede, surrealismens drømmelogiske koblinger af uforenelige størrelser og barokdigtningens sans for det overdådige og effektfulde. Kristen lyrik Ingen anden digter gennemfører en så regelmæssig (såkaldt pæonisk) rytme gennem stort set en hel bog: DUM da-da-da, DUM da-da-da. F.eks. »Jeg har STIRret gennem KATteøjne IND i Eden/ FØR det blev en JORdisk ørken/ DÉR var også ORM.// Du brækker ALle porte NED/ til et psyKOtisk rum af ELGe«. Ingen anden (i det mindste nulevende) digter har et så på én gang inderligt og udsyret forhold til den kristne Gud. Temaet har været i Grotrians forfatterskab længe, men er blevet stadigt mere dominerende. Der er bibelske personer og salmer og kors og oblater alle vegne i 'Korstogets lille tabel', og Grotrians mange iagttagelser eller postulater burde være en udfordring for teologien. Jeg (som hverken er teolog eller kristen) bliver i hvert fald slået med forbløffelse af formuleringer som denne: »Når hænderne er foldet/ er det Gud, vi hilser på«. Rablende ordhav Der er som vanligt mange mindeværdige one-linere i Grotrians nye bog; de kan være grotesk humoristiske, teologisk-filosofisk tankevækkende eller rørende og smertelige. Men for mig at se er der to problemer. Det ene er, at de mindeværdige one-linere sejler rundt som små redningskranse på et stort rablende ordhav, der ofte bliver rent sort snak. Grotrians nye digte synes ikke at være komponerede, de har intet forløb, ingen sammenhæng og må derfor overleve udelukkende på disse one-linere. Klarhed og komposition savnes Det andet problem er, at Grotrian efter min mening ikke fornyer sig i 'Korstogets lille tabel'. Både formelt og tematisk er det som nævnt stort set bare mere af det samme. Tidligere i forfatterskabet har der været nysgerrige afsøgninger: I 'Fire' (1990) var der f.eks. konkretistiske eksperimenter med bogstavernes grafiske form, og der var digte, der dyrkede sampling og remix som metode. I 'Livsfælder' (1993) afprøvede Grotrian det længere og sammenhængende digts format, forløbet, ja, næsten fortællingen. Men i den nye bog kører han rutinemæssigt videre i den bane, de seneste bøger har afstukket. Disse to problemer betyder ikke, at Grotrian ikke er en god digter. Det er han, og han er som sagt yderst original. Men han kunne efter min mening blive endnu bedre, hvis han arbejdede mere med klarhed og komposition, og hvis han igen prøvede at dreje sit enestående talent i nye retninger. Det kunne være utroligt spændende at se alt mulig nyt fra hans hånd.