Canadiske Michael Redhills skønlitterære debut, 'Martin Sloane', er én af den slags sympatiske romaner, man dårligt kan kalde en tynd kop te uden at virke hårdhjertet. Men desværre er der ingen vej udenom. For skønt anmelderrost over there og skønt uomtvistelig smagfuld og civiliseret savner man karakteristisk bid og eftersmag, der rækker ud over lånte fjer. Det står klart i det øjeblik, sidste side er vendt, og det eneste, der for alvor har rodfæstet sig, er nysgerrigheden efter at vide mere om dens forlæg, newyorker-surrealisten Joseph Cornell, hvis tredimensionale billedæsker fra 1930'erne og 40'erne har inspireret til den fiktive Martin Sloanes gådefulde kunstværker. Fyldt med alskens dingenoter, hvis mulige reference til kunstnerens private følelser og traumatiske oplevelser er den knude, romanen kredser om og forsøger at løse. Brudte forbindelser Centralt står også en ulykkelig kærlighedshistorie, der - heldigvis - kun stedvist fremstår så sentimentalt falmet som forsidebilledet og bagsideteksten. Om den unge jegfortæller, collegestudinen Jolene Iolas, som afstandsforelsker sig i den 30 år ældre Martin Sloane og siden bliver hans muse, hans nærmeste og dog aldrig helt nære fortrolige. Indtil den nat, han forlader hende og ikke vender tilbage. Ligesom hendes hjerteveninde, Molly, der var på besøg dagen forinden. Hun afbryder også forbindelsen, så Jolene pludselig står alene, symptomatisk blottet for indhold og retning. I hvert fald de følgende ti år, til hendes liv begynder at hænge sammen et sted i Toronto, for da kontakter Molly hende igen. Hun har set Martins installationer på et galleri i Dublin og beder Jolene »rejse fra alt, hvad hun har«, som bagsideteksten højstemt proklamerer, så de sammen kan spore Martin og opklare, hvorfor han forsvandt. Forsøg på at stykke en mening sammen Men hvorfor forsvandt Molly egentlig selv? Og hvor dejligt ville det ikke have været, hvis den potentielt sprængfarlige relation mellem de to kvinder havde udgjort omdrejningspunktet i det følgende frem for Jolenes alenlange forsøg på at stykke den fraværende Martin Sloanes hullede livshistorie sammen til et meningsfuldt hele. En gyldig grund. For er der én ting, der kendetegner Martin Sloane, er det netop fravær, også for læseren, for hvem hans livshistorie i bedste fald forekommer ligegyldig. I værste fald ligner det et kalkuleret forsøg på at trække en lidt for spinkel historie i langdrag. Forførende dialoger Redhill har skrevet poesi og dramatik, inden han skrev Martin Sloane, og det fornægter sig ikke. Enkelte sætninger skærer igennem papiret, og hele dialoger drejer forførende sin læser om lillefingeren, men desværre følger persontegningerne ikke med ordene, men halter af sted som kropsløse og refleksionsløse skitser. Til en start opleves det ganske barokt, som famler man sig mod personerne sammen med forfatteren, hvilket unægtelig rummer overraskende momenter, når dialogerne nok en gang omstyrter enhver fornemmelse af, hvem man læser om. Men overraskelsen fortager sig, som Jolene og Molly overtager scenen, for de falder ganske enkelt mere og mere sammen til en. Det kunne være en pointe, men i så fald er den næppe tiltænkt. For trods det åbenlyst psykologiske potentiale i billedæskerne er der ikke tale om en psykologisk roman, men snarere om en nøgleroman uden nøgle. Uden den indlevelse, der for alvor kunne få historien til at åbne sig.