Hvem er den mand med køwenhavnsk accent og et skudhul i låret, som pludselig dumper ned i et lille samfund nær Brønderslev, hvor man egentlig har belavet sig på, at krigen er ved at være slut? Det er det spændende spørgsmål i Lars Holmgaard Jørgensens 'Sabotøren', og læseren er i tvivl til det sidste - i hvert fald næstsidste. Vi er i begyndelsen af 1945. Det rare ved 'Sabotøren' er dens grundige sindighed - det hedder vist atmosfære - som bestemt ikke hindrer, at historien er elastisk og vidtfavnende og har et fint psykologisk spil indbygget. Deri ligner 'Sabotøren' Benni Bødkers debut 'Helvedsmaskinen', der kom for nogle måneder siden - og handler om noget helt andet. Oven på en sikker research og den rigtige 'feeling' kan man boltre sig. Den mystiske fremmede Nu boltrer de sig ikke så meget i Nordjylland, hvor Karl Christian bor. Han er 14 år og skal snart konfirmeres. Det er drengen, som finder den mystiske fremmede liggende i skoven lige ud for stablen af énmeters granstykker. Det må antages, at han er sabotør, men han kan også være fra det forkerte hold. En hipomand. Stille og roligt fortæller Lars Holmgaard Jørgensen om forholdene i den lille landsby, hvor alle kender alle, og præsten taler med malmrøst, selv om han ikke ser sådan ud. Bogen er spændende som en krimi. Den har et faretruende spil mellem Karl Christian og den fremmede, og den giver et fint billede - i muldhøjde - af almindelige menneskers tanker, dagligdag og omgang med (eller: mod) tyskerne. Naturen på kanten af den store mose, bliver der også plads til. Da Lorentzen-gruppen kommer kørende op fra Aalborg i deres lange frakker og sorte biler (Opel), forstår man, hvad der lå bag det meget omtalte skyderi i Randers. Så er der ikke sagt for meget. Læs venligst selv denne veldrejede og spændende historie fra krigens tid! Der tales så meget om cross-over-bøger, dvs. til både far og søn. Uden at ville det, tror jeg, er 'Sabotøren' blevet et godt eksempel på genren, når den lykkes. Cross-back til fortiden.