Fortæl aldrig den elskværdige Bibliopat på herværende avis om fru Mortensen alias Morderheksen og hendes bibliotek! Det vil han ikke kunne tåle. Når du kommer ind, kigger hun hvast på dig og siger: »Hvad vil du?«. Hun er en ninja-bibliotekar med en gaspistol i skuffen (siges det) og adgang til listesko og hurtigtflyvende stempler. Sådan er realiteterne i Eoin Colfers nyeste, speedsnakkende værk. Denne irer er som bekendt ophavsmand til turbo-trilogien om den ungdommelige vaneforbryder Artemis Fowl, der også kan mere end sit fadervor. Det er såkaldte cross-over-bøger. 'Morderheksen' derimod er meget farligere. Den er for børn! Dømt til læsning På grund af forskellige episoder i hjemmet bliver Lukas og Martin dømt til biblioteket i deres ferie. Ingen af drengene er tidligere nået længere end til titelbladet i en bog. De kender godt alle historierne om fru Mortensen alias Morderheksen, og de bliver grundigt overbevist, da de erfarer hendes evner ved smerteligt selvsyn. Så drengene har ganske simpelt ikke noget valg. De må forholde sig i ro og læse, så langt deres lyserøde børnelånerkort nu giver dem adgang til. Efterhånden kommer de til at kunne lide det. Men det er nu ikke Eoin Colfers hensigt at fortælle en pædagogisk historie med fløjlshandsker på. Sådan udartede den sig bare. Eoin Colfer har noget af den ryggesløshed, som er savnet i børnebøgerne. Sprogligt skøjter han af sted i høj fart. På billedsiden er det selveste Tony Ross, der bakker ham op med ryggesløse billeder fra dette forfærdelige sted. Bøger! Det er en straf. I virkeligheden hedder hun Anita og er god nok på bunden og bag alle stemplerne og måske-pistolen, røntgenøjnene og de raket-hurtige bevægelser. »Vi ses på onsdag«, siger hun til sidst. Og smiler. Det må vist være en fælde.