En sommer i forstadshelvedet

Lyt til artiklen

Jerry Battle hedder hovedpersonen i Chang-rae Lees nye roman, 'Aloft', og han er i teorien en mand i sin bedste alder: på vej mod de 60, på en solid efterløn, indehaver af et stort og afbetalt hus på Long Island og med børn, der for længst er fløjet fra reden. Dertil har Jerry sin egen flyvemaskine, som han lufter, når trangen til friskfanget hummer på en af nordøstkystens berømte restauranter kommer over ham. Jerry klager ikke. Men henover den sommer, romanen følger ham, begynder det at slå revner i den perfekte fernis af ør forstadslykke, og under overfladen ligger der et kaos af uafklarede følelser og uafviklede forhold, der får Jerrys flyveture til at ligne mere en flugt fra end en omfavnelse af livet. Råddent familietræ Der er Jerrys kone, Daisy, som døde 26 år tidligere i en drukneulykke, der kunne minde stærkt om et selvmord, og så er der børnene, Theresa og Jack, der bag en selvsikker og succesfuld facade nu også sejler deres egen undergang i møde. Samtidig har Jerrys kæreste gennem 20 år, Rita, forladt ham, og Jerry gør ikke noget ved nogen af delene, for som han selv forklarer, har han det svært med den helhed, de udgør: »Jeg er én af dem, der gerne giver andre mennesker en hjælpende hånd ... men når det kommer til min egen familie, til dem som jeg elsker, så orker jeg næsten ikke at røre en finger«. Familietræet er råddent for Jerry, også i rødderne, som er den brovtende bulldozer af en italiensk patriark, Hank, der med Jerrys ord har brugt hele sit liv på at give folk lige, hvad de vil have men intet af, hvad de behøver. Det er til gengæld en forretningsstrategi, som Hank 'The Tank' Battle har tjent en formue på som haveomlægger af de nyriges forstadsparader på Long Island, og som nu har betalt for hans egen omplantning til øens dyreste og fineste plejehjem, Ivy Acres, der koster Jerry 6.000 dollar i aflad om måneden. Horisontudvidende Det er Jerrys forsøg på at definere sig selv som far, mand og søn, der driver romanen fremad, og da de alle er holdepunkter, der for Jerry er gået tabt i tågen, er det handlingsmæssigt en ujævn tur, fyldt med lufthuller. Bogen lander da også med et brag, der måske ikke kommer som en overraskelse for læseren, der kan læse mellem linjerne, men man skal ikke snyde sig for en eneste af dem, linjerne, for Chang-rae Lee slynger dem som en mester. Selv om 'Aloft' på overfladen handler om en helt almindelig krise i en helt almindelig, amerikansk middelklassefars liv, så beskriver Lee de løse ender og forcerede knuder, som sådan ét gemmer på med et schwung, der alligevel gør bogen til en horisontudvidende oplevelse. Middelklassens migræne Dermed viser Lee, at han kan leve op til den udnævnelse, som tidsskriftet The New Yorker gav ham for nogle år siden som én af verdens tyve bedste, yngre forfattere. Det var Lees to tidligere romaner, de prisbelønnede 'Native Speaker' og 'A Gesture Life', der havde tjent ham dén titel med deres fine portrætter af asiatiske immigranters multikulturelle splittelse på amerikansk jord. I 'Aloft' er det den hvide og mellemfede amerikaner, der udgør krisens midtpunkt, og selv om Jerry ikke kan påkalde sig samme assimileringsvanskeligheder, som landets immigranter i sit veltilpasse liv, så viser bogen, hvordan også middelklassen kan have svært ved at få identiteten til at gå op - blandt haveomlægninger, hygge og stegte hummere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her