Magi behøver ikke være spektakulær for at virke. Den norske forfatter Øystein Lønn er således alt andet end sprudlende i sit udtryk. En tør troldmand, der bruger sine virkemidler med en udpræget sans for litterær økonomi. 'Simens storme' er med sine 164 sider en lille roman målt på papiret. Dramatisk handling er der ikke meget af. Dialogerne bugner ikke af information. Sproget er ikke en opvisning i poetisk udtryksfuldhed. Når de 164 sider alligevel udgør en særdeles fyldig roman, er det, fordi Øystein Lønn er en mester i at skrive mellem linjerne. Kærlighedens smerte 'Simens storme' opleves af samme grund som dobbelt så tyk som dens nominelle størrelse. Det er næsten, som om den virkelige fortælling skriver sig selv direkte ind i hjernebarken, mens man læser. På papiret foretager Lønn sig tilsyneladende ikke noget underligt eller opsigtsvækkende. Han ridser nogle situationer op uden smålig hensyntagen til kronologi. Den gennemgående hovedperson er den norske avisredaktør Simen Linde. Den politiske journalist prøver at analysere verdenssituationen efter 11. september. Små glimt. Tilløb til ledere. Tanker tænkt halvvejs ende, stærkt distraheret af det personlige. Først og fremmest tabet af hustruen Sofia, der er død af kræft, mens hun endnu kun var i fyrrerne. Den promiskuøse, livskraftige Sofia, som den på papiret langmodige Simen har suget så meget af sin livskraft fra. Pessimistisk samfundsportræt Man føler sig i selskab med en forfatter, fra før verden gik af lave. Men verden, han ser, er den nye. I tonefald er Lønn beslægtet med Sandemoses maskuline prosa, men han er en forfatter af en køligere støbning. Igennem Simen Lindes øjne betragter han et nyt årtusind, hvor verden er ved at blive uforståelig og vredet af led, men for en garvet politisk iagttager samtidig ligner sig selv. Nogle ting forandrer sig hele tiden. Noget forandrer sig aldrig. Stræben efter magt. Grådigheden som drivkraften i økonomien og politikken. Individualismen, der på godt og ondt har afløst idéerne og utopierne. Der er epidemisk grådighed, og der er den erotiske livsappetit, der ligner grådighed, men ikke er det, fordi den er født af storsind og nysgerrighed. Sofia bedrager Simen til højre og venstre. Tidligere elskere flokkes til hendes begravelse. Simen synes ikke, det er sjovt, men anerkender, at hans skæbne takket være Sofia på dette ene punkt har fået en largesse. Simen forstår hvorfor, mens han »drak lunken kaffe, ram, men alligevel god kaffe, og mens kaffen gled langsomt forbi strubehovedet, vidste han, at den, som har oplevet kærligheden, klarer sig«. Det er sjældent, Lønn er så eksplicit i sine konklusioner. Det står da også nærmest henkastet, en passant. I Lønns prosa er intet tilfældigt henkastet, men til gengæld er alt i livet, der beskrives, pr. definition en passant. Alt og intet 'Simens storme' er anden del af en trilogi. Den første hed 'Ifølge Sofia'. De enkelte dele er beregnet på at kunne læses uafhængigt af hinanden. Når man længes efter treeren, er det da heller ikke, fordi man er utålmodig efter at følge sagen til dørs. Man har bare lyst til mere af samme skuffe. Hvad handlede 'Simens storme' om? På én gang lidt og meget, næsten intet og alt. En norsk chefredaktør har mistet sin kone. Man hører om deres liv sammen. Elskerne. Om barndommen. Bedstefaderens rejser i Østen. Slægten Linde flere generationer tilbage i tiden. Verden. »Simen vidste, at alt kunne ske, og at det kunne ske nu«. Verdenssituationen. Den enkeltes tilværelse. Brudstykker alt sammen. Tættere på kommer man måske ikke. Men man læser 'Simens storme' med en fornemmelse af, at man på disse fåtallige siders flygtige bekendtskab er kommet noget nær så tæt på, som det er menneskeligt muligt.