»Alle mænd elsker frie kvinder, bare de har en derhjemme, der ikke er det«. Denne velformede sætning flyver gennem hovedet på Camille, da hendes elsker står i begreb med at gifte sig - med en anden. Udsagnet gælder også for hendes ægtefælle, der fortæres af jalousi, mens hun er i færd med at forlade ham efter tyve års ægteskab. Begær Den franske forfatter Camille Laurens, der i virkeligheden hedder Laurence Ruel-Mézières, optræder som fortæller og hovedperson i romanen under sit forfatterpseudonym. Hun fik store priser og roser for sin tidligere roman, 'I disse arme'. Også i 'Kærlighed, roman' er begæret på programmet, nu udforsket under overskriften kærlighed og pakket ind i en litterær konstruktion, som forfatteren er lige så optaget af. Ægteskabelig firkant Camille har sat sig for at skrive en bog om 1600-talsforfatteren La Rochefoucauld. Hans mange maksimer om kærlighedens ubestandighed akkompagnerer fortællerens flydende, strømmende, associerende og analyserende skrift om samme emne. I brudstykker fortæller Camille sin egen historie, som hun spejler i sin slægts kærlighedsforhold: oldemoderen Sophie, der blev gravid og gift med Pierre med alle springturene, der garanteret ikke elskede hende. Men var ægteskabet dårligt af den grund? Mormoderen levede i et arrangeret ægteskab, ikke indgået uden kærlighed, for den kan på sin vis også arrangeres eller fremkaldes under de rette omstændigheder. Moderen kommer til at leve i en ægteskabelig firkant - hendes mand tager hendes elskers ægtefælle som elskerinde. Litterær dannelse I 1700-tallets aristokrati var det ikke god tone, at en mand elskede sin kone. Han respekterede hende og tog elskerinder. Kærligheden var en hemmelig, forbudt affære og »en resolut og mondæn erfaring blandt folk fra samme miljø«, som det hedder om dette mønster, der i denne bog ganske demokratisk har bredt sig til alle samfundsklasser. Det lykkes romanen at få sat slægtshistorierne og Camilles privatliv i en konstant interessant dialog med en hærskare af store forfatteres refleksioner over kærlighedens og ægteskabets væsen. Bogen fremtræder således både elegant, lærd og pikant. Camille Laurens har været universitetslærer i litteratur, og hun bruger sin litterære dannelse helt ned til gengivelsen af et radioforedrag om skiftende tiders kærlighedssyn. Det seksuelle begær får sine egne brudstykker i stærkt erotiske indslag. »Tragedier, digte, romaner udgjorde min viden, mine følelsers opdragelse, for mig var de den kærlighedsskole, som er deres eneste eksistensberettigelse, for hvad skulle vi ellers bruge litteraturen til, hvis den ikke lærte os at elske?«. Bittert-præcise maksimer Det er litteraturen som kærlighedsskole, der giver romanen dens klangbund, og det er slægtshistorierne, der giver dén substans, der uafbrudt går i dialog med de metalitterære refleksioner. Romanen er en legende, undersøgende sammensætning af egne oplevelser spillet ud mod begavede forfatteres udsagn. Den er både meget litterær, meget konkret og sanselig - og hvad nordboere forestiller sig som meget fransk! Den mærkelige titel, 'Kærlighed, roman', kommer af synspunktet, at kærligheden ikke kan rummes i en maksime, en velformet sentens, men er et stort rodsammen - en roman, »denne betydningens ubeslutsomhed, denne livets funklen som intet spejl kan fastholde, selv om den skulle fange den et øjeblik«. Disse fangne øjeblikke betjener romanen sig nu selv i udstrakt grad af med brugen af alle Rochefoucaulds uforglemmelige bittert-præcise maksimer. Men den har unægtelig meget mere: parfumeret elegance, driftens blinde feber, længslens sprog og skænderiers udspekulerthed. Det er en dreven bog, som man lader sig besnære af.