»Midori er et cocktailbær, gennemsigtigt som lyserødt glas i en blyindfattet rude i en katolsk kirke«. »Hendes læbestift, hendes munds farve, bliver pludselig serveret som pynt på min isdesserts sprøde stacciatella-lag af blød vaniljeis og sprød mørk chokolade«. »Midora er en bastant, løvgrøn sauce baseret på artiskok, som bliver hældt over en tallerken med kartoffel-gnocchi ...«. Gådefuld kvinde En kvinde, der omtales sådan, må næsten forblive en gåde, og det gør Midori da også bogen igennem i Kristian Ditlev Jensens debutroman 'Livret', om madskribenten Robin McCoy, der er halvt englænder, halvt dansk. Et øjeblik efter er Midori den klæge og skrigende gule risotto alla zafferano, som han sidder og spiser, og som fører til tanker om svigerfamiliens holdning til det at koge ris. Højtideligt madsprog Kristian Ditlev Jensen ved mere om mad end om kvinder. Om mad ved han til gengæld rigtig meget - retterne, produkterne, fremstillingsmetoderne, slagtning, lagring, hakning, stegning, vinmærker, kaffesorter, hash, drinks, you name it. Han tolker alt det, der omgiver maden - dens metaforer og ritualer - og der bliver ordentligt skruet op for gasblusset, når han sætter sin madskribent til at skildre smagen af mad. Først troede jeg, vi skulle præsenteres for en parodi på det opskruede madsprog, der efterhånden har nået religiøse højder i gravalvorlige madklummer og tjenernes sædvanlige messende beskrivelse af de retter, man skal til at indtage på en restaurant. Smagens fysiologi Men Jensen er ikke (kun) ude på at parodiere, men snarere skrive en slags smagens fysiologi og se, hvor meget sprog der kan komme ud af et så grundlæggende stykke virkelighed som mad og kogekunst. Det sidste ord klinger sært gammeldags og bastant og hedder sikkert alt muligt andet og mere raffineret, som jeg har glemt under hele denne virtuose opvisning af encyklopædisk viden om emnet og professionerne omkring maden. »Det er mit speciale at smadre bevidsthedens kognitive kategorier«. Sådan præsenterer McCoy sig selv. Når bevidstheden bare oversætter tungens salt, surt og et par ting til, er det madskribentens opgave at få smagen til at gå direkte op i hjernen, og gå ud igen som præcisionssprog i form af sammenligninger, metaforer og associationer. Et sammenkog af mad og sex De fleste madklummer smager af frikadellefars i forhold til McCoys og Kristian Ditlev Jensens opladede sprog. Men nu vil romanen jo være mere end den serie af madoplevelser og smagsundersøgelser verden over, som er dens ramme (og faktisk også væsentligste substans!). Derfor er McCoys japanske kone, Midori, bygget ind som både bitterstof og sød længsel. Engang betød hun mæthed, nu sult. Hun var kok, og de har både været fælles om kulinariske højder i køkkenet og i sengen, forstår man. Mad og sex er kogt sammen i en stor apoteose i deres forhold - der er bare det, at Midori har forsøgt at begå selvmord fire gange, og den fjerde gang lykkedes det hende at skære tilstrækkelig dybt. Det skal ikke nægtes, at det har været morsomt at læse denne roman. Men det lykkes ikke at bringe Midori-sporet og madsporet sammen. Egentlig er man inderligt ligeglad med Midori, faktisk også med McCoy og hans fortvivlelse. Tom opfindsomhed Man bliver langt mere optaget af skildringerne af finesserne omkring mad som udfoldelse på højt professionelt plan, hvad enten det foregår som skinkeproduktion i en ydmyg sydeuropæisk bjerghytte eller krabbetilberedning i en raffineret japansk restaurant. Kristian Ditlev Jensen har været optaget af at lege med sproget inden for et felt, og bogens personer bliver rekvisitter i dette projekt. Der er noget opvisning over det: Se, hvad jeg kan! Han kan meget. Han kan også noget andet, nemlig skrive overbevisende om mennesker. Det ved vi fra hans første bog 'Det bliver sagt' - ikke denne. 'Livret' er fyldt til bristepunktet med steder kogt sammen af mad, smag og duft. Den er opfindsom. Men også lidt tom. Dertil lige så lang som menuen på en af de dyre restauranter.