Avisen Information havde forleden deres egen kanon på verdenslitteratur. Repræsentant for den græske tragedie blev Sofokles. Fair og fint nok, men det interessante var, at ingen af avisens 15 anmeldere, smedene til kanonen, havde hans samtidige kollega Euripides med i de kanoniske overvejelser. Tragediereceptionen i Europa Den ældre Aischylos blev nævnt, mens den yngste og mest skelsættende af de antikke dramatikere åbenbart er helt glemt. Hvilket bekræfter den litteraturvidenskabelige tese om receptionen af klassikerne i de respektive kulturer. At England er til den demokratisk forsonende Aischylos, Tyskland og Norden til den konservative skæbnefortolker Sofokles, mens man i Frankrig dyrker og hylder den provokerende intellektuelle Euripides som den største blandt de tre. Landets egen 1600-tals-klassicisme står direkte i gæld til grækeren, smagen her var mere at understrege hans sofistikerede problemstillinger end at gentage Sofokles' dramatiske ode til alt det skæbnesvangre dunkle. Kyniske guder Torben Frische har oversat en af Euripides mindre kendte stykker, Andromake, som på de udenlandske scener frem for alt bliver opført i Jean Baptiste Racines version fra 1667. Men grækerens original er værd at stifte bekendtskab med. Handlingen er uoverskuelig, men handler i al sin korthed om Hektors enkes, Andromakes, omskiftelige levned i fangenskab hos de sejrende grækere, mændene i hendes liv, efter at hendes elskede blev dræbt ved Troja. Typisk for Euripides er det krigens og livets mangel på mening bestyret af kyniske guder og så menneskepsykens uransagelig veje, som flettes sammen til et åbent, næsten moderne drama, som hverken er tragedie eller komedie, men melodramatisk noget helt tredje. Muligvis spiser Sofokles middag i det hinsides med Shakespeare og Ibsen. Men ved Euripides' bord sidder Strindberg, Tjekhov og Becket og larmer op.