»Kan det på nogen måde blive værre?«, spørger den kvindelige hovedperson sig selv hen mod slutningen af Karin Alvtegens thriller 'Bedrag'. Man skulle ikke tro det, for hun er virkelig - ved egen kraft og tilfældighedernes ugunst - havnet i en ualmindelig modbydelig situation. Men værre bliver det, rigtigt meget modbydeligt værre, da Alvtegen elegant og skånselsløst slutter ringen og lader sin hovedperson ligge, som hun ikke anede, at hun havde redt. Kæde af ulykker 'Bedrag' er en skrækkelig historie om ægteskabelig utroskab, jalousi, sygeligt besættende kærlighed, hævn og den farlige illusion om at kunne styre begivenhederne og overskue de fulde konsekvenser af sine handlinger. Da hovedpersonen opdager, at hendes mand er hende utro, iværksætter hun en snedig og meget ondskabsfuld hævnplan, som imidlertid løber frygteligt fra hende. Eller 'løber' er egentlig så meget sagt, for en væsentlig del af uhyggen skyldes netop, at ulykkerne sker meget gradvis, skridt for skridt, som led i en kæde af misforståelser og uheldige sammentræf, som fører frem til katastrofen. Branduhyggelig Det virker alt sammen meget troværdigt, og sammenhængene er logiske i en grad, så man hurtigt mister fornemmelsen af, hvem der er skyld i hvad, og hvilke løgne og handlinger, der forårsager hvilke ulykker. Historien fortælles med skiftende synsvinkler: Hovedpersonen, hendes mand og den farligt forstyrrede unge mand, som hun søger oprejsning hos, da hun bliver klar over, at hun er blevet bedraget. De stadige skift viser de samme situationer - de samme ordvekslinger, attituder og handlinger - fortolket på vidt forskellige måder, med den væsentlige pointe, at samtlige personer handler fuldstændig logisk ud fra netop deres opfattelse af, hvad der foregår. 'Bedrag' er en af de mest originale, velskrevne og branduhyggelige gysere, jeg længe har læst.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























