Den paradoksale velsignelse ved systemdigtningen er, at dens rigide systematik tilbyder tilfældigheden en form, der kan rumme den. Det kan måske lyde kryptisk, ligesom det kræver et vist abstraktionsniveau at hænge på, når systemdigteren Klaus Høeck i sit appendiks til sit nye digre værk 'Hsieh' redegør for principperne bag bogens tilblivelse. Plat eller krone Der er talt op og regnet ud. De variable sproglige elementer i 'Hsieh' sammenlignes med de variable i Høecks foregående værk 'In nomine'. De enkelte digte er modelleret efter heksagrammer i den kinesiske profethåndbog 'I Ching' kombineret med den ret afslappede og dog så nådesløse enten-eller-metodik, der består i at slå plat og krone. Kineserier og kybernetik. Yin, yang, hjemmeside. Klaus Høeck har tændt for programmet igen. Heksagrammer I værste fald bliver systemdigtning en redningsflåde for digte, der ikke i sig selv kan holde vand. I bedste fald bliver det en bog som 'Hsieh', hvor digtene tilsammen udgør det vand, der holder og holder værket oppe og i lysende live. Den første gevinst ved kineserierne er bogens udseende, de tolvlinjede heksagrammer, hvor fordelingen af korte yanglinjer og lange yinlinjer, forandringen af heksagrammet, er bestemt ved møntkast. Digtene står simpelt hen smukt sort på de hvide sider diskret understøttet af Morten Strædes vignetter i tusch. Ufrivillig kitsch 'Hsieh's 64 afsnit afspejler de 64 afsnit i 'I Ching', der også hedder 'Forandringernes bog'. Hvilket på sæt og vis er 'Hsieh's kerne. Registreringen af forandring og konstant i et univers, der består af faste elementer i forskellige former for fluktuation. Grundstoffer fra det periodiske system og opdigtede grundstoffer findes begge i dette univers. Digteren findes. Og han er ikke bleg for at snuppe en big mac på Banegårdscentret i Odense. » - måtte mit digt sma/ ge som en big mac«, skriver han et sted. Poesien bliver der snakket meget om. De store ord om poesiens kraft står og dingler som småfulde postulater i snart sagt hvert andet digt. Poetiske i mere romantisk forstand kan man kun kalde få af digtene. Romantisk til overflod er til gengæld den konstante påkaldelse af »min elskede«. Udtrykket falder så bombastisk, at det næsten ligner ufrivillig kitsch i en kontekst, hvor der slynges om sig med panegyrik, eulerske cirkler og en syndflod af engelske ord og sætninger. So much for Danish, for nu at digte lidt videre på et af bogens flittige genbrugsudtryk. Bob Dylan Men det er samtidig ikke kun på grund af sidernes indbydende lethed, at man snart villigt lader sig indfange af disse variationer over digterens elementarpartikler. Grundstofferne og sten fundet på de danske strande og i digtene kun defineret ved deres findested. Den elskede, computeren og de fire elementer. I tomhed og fylde, i forandring og uforanderlighed, digter Klaus Høeck om det største i det mindste og vice versa. Om og i digte, der hverken er sandhed eller løgn, men er i det øjeblik, de er skrevet, og Høeck skriver dem med vismandens og taskenspillerens zenfede humor. 'Hsieh' er et både grandiost og afvæbnende forsøg på at skrive tilfældigheden ind i noget, der må høre op med at være underlagt tilfældigheden i det øjeblik, det er skrevet ned og printet ud. Wong Kar-Wais film, økologiske æg og svovlblomme, musik af John Cage, rubinsteinkage og forårsruller fra fryseren. Hos nogle digtere nyder man rytmen og formuleringerne. I 'Hsieh' bliver man simpelt hen efterhånden løftet fra side til side af digterens appetit på ord. Danske og engelske ord. Små og store ord. Sære og dagligdags. Ord som strandsten. Ord, der alle sammen afspejler noget, der er i universet. Eller også noget, der ikke er i universet. Før Klaus Høeck introducerer det i den store alfabetsuppe. Som drømmen om grundstoffet dylanit. Og selvfølgelig spøger Dylan i teksten. For »the times they are a-changin'«, og det kan godt være, at »de vises sten er gratis«, men uanset om de ligner en obol til de dødes tunge eller som enhver sten i sit indre afspejler mørket og ensomheden i materiens hjerte, bliver de for Klaus Høeck de perfekte smutsten på et endeløst ocean af sproglige muligheder.