Når rigtige digtere giver sproget rigtigt baghjul i historier for børn, kan det blive mere tænkt og forceret end tæmmet og følt. Sproget løber - så at sige - af sted med forfatteren. Det er ofte sjovt at følge med i. Men hvad med målgruppen? Poesi og galskab Katrine Marie Guldager er bestemt ikke den værste. Hun har en naturlig og poetisk åre, hvad der kom til udtryk i de fem sjove bøger om en pige, der hedder Ignora. Og galskab har hun også. Så hvad er mere nærliggende end at tage sproget ved vingebenet og splitte det op i dets bestanddele - bogstaverne - og kaste lidt rundt med dem. Bredt favntag De herligste rim bliver født undervejs. F.eks. 'nu' med 'interview'. Og 'k' med 'å'. Det er også en befriende respektløs tilgang til abc-genren. Som da vi er nået til 'G' og forfatteren udbryder: »Næste bogstav har jeg glemt«. Når 'Petrine Petruskas ABC' alligevel ikke er helt vellykket, er det, fordi den favner om for meget og blæser resten omkuld. Min ven Alfabet Det er en hel skoledag med morgenmad og skolebus, der omkranser alfabetet. Pigen Petrine kommer igennem det, inden klokken er 14.10. Nu sidder hun derhjemme og tænker: »Alfabetet er en ven«. Og det er det bestemt. Men hér bliver det mest brugt til uigennemskuelige og ferme rim - samt en bramfri humor. Og et ord som 'tankesæt' hører heller ikke hjemme i en sproglig begynderbog. Charlotte Pardi folder hele sit talent ud i tegningerne. Hun bruger blandede teknikker og et lidt bedaget, men afvekslende billedsprog. Det er jo ikke i sig selv dårligt at være lidt bedaget. Egentlig kunne 'Petrine Petruskas ABC' godt være udkommet på 'Palle alene i verden's tid. (Og så ville vi vel have dyrket den i dag). Måske er det bare lidt barnlighed, der savnes?