Charles Bukowski døde for ti år siden. Inden da nåede den lige så talentfulde som fordrukne forfatter til omkring 45 djævleblændte og gudbenådede digtsamlinger, romaner og erindringsbøger minsandten også at skrive en krimi. Nåede det dog kun med nød og næppe, idet 'Pulp' først udkom efter Bukowskis død i 1994. Døden i lækker indpakning Målt med kedsommelige, konventionelle alen er 'Pulp' en af de absolut mest elendige krimier, jeg nogensinde er stødt på. Blødkogt i bolden snarere end hårdkogt i filten. Privatdetektiven Nicky Belane bliver rodet ind i en mystisk sag. Eller rettere mystiske sager. Belane skal finde ud af, hvad der gemmer sig bag den mystiske Røde Spurv, hvem den smukke Cindy går i høet med og samtidig komme til bunds i mysteriet om den franske forfatter Céline, der tilsyneladende er genopstået fra de døde, som han ellers sluttede sig til i 1961. Belane er god til at komme til bunds, men kun i sager, der holder omkring 40 procent i alkoholstyrke. Lettere bliver det ikke af, at to kvinder konstant blander sig i efterforskningen. To temmelig ualmindelige skønheder. Lady Death er Døden i en mere lækker indpakning, end man er vant til. »Et svimlende stykke kød«, lyder Belanes førstehåndsindtryk. Den anden, den skønne frøken Nitro, viser sig såmænd at være et rumvæsen med seriøse planer om at overtage jordkloden. Hvis den ellers havde været det værd. Latter fra graven Nicky Belane er endnu en Bukowski-klon. Tyk, fordrukken, liderlig, desillusioneret og glad for dyr. I hvert fald, hvis de er heste med et navn og et nummer, man kan spille på. Som nu f.eks. Hundeøre i 5. løb. Belane er actionudgaven af Bukowski. En detektyksak, der uskadeliggør sine modstandere med velrettede spark i gonaderne. Bukowski har hygget sig med at iklæde sig privatdetektivens rolle, men synderlig alvorligt kan man ikke påstå, han har taget opgaven. 'Pulp' er en helt igennem corny parodi på krimigenren, som den så ud, dengang Raymond Chandler definerede den, og Mickey Spillane (som i Nicky Belane) tyggede den til pulp. Det rene vrøvl for at sige det ligeud. Men samtidig er denne kriminelle afstikker en legitim nostalgisk fornøjelse. At blive fragtet tilbage til Bukowskis ømme sjofelhed, hans beskøjttørre nihilisme og ukuelige tro på, at sprut, slidte kvinder og en halt travhest trods alt kan give et par tiltrængte sekunders erstatning for mening i et meningsløst univers. Hvis man ikke forventer hverken hoved eller hale - i eksistensen, romanen eller Universet - er 'Pulp' en posthum hilsen fra en af tilværelsens og litteraturens virkelige originaler. En slags latter fra graven. Så, så gutter, tag det nu ikke så fandens alvorligt alt sammen. Snup en lille én og tænk på mig. Det er i den ånd, man skal slynge 'Pulp' i den litterære løgnhals.