Det er godt nok utroligt, hvad der kommer ud af historier fra den nordjyske tænketank i Vrå. Den bestyres som bekendt helt uregerligt af Peter Mouritzen, der er i sin tredje trodsalder. Kamp til stregen Seneste skud på stammen og fra hoften hedder 'Hr. Pippeli-Poul'. Tegneren hedder stadig Rasmus Juul. Han er ikke blevet kørt helt ned endnu af de sære ord og den skøre handling. Tværtimod giver han fortælleren kamp til stregen. Det er deres tredje bog sammen. Skjulte skatte Rasmus Juul tegner i en drenget stil, der i nogen grad afvæbner de gakke ord. Han giver Pippeli-Poul en nusset hvid undertrøje på, forsyner ham med blå øjne og blonde lokker. Så er han rede til at blive uforskyldt hovedperson i et drama med en muldvarp i den anden hovedrolle. Hr. Pippeli-Poul har ikke råd til at gå ned i kiosken for at spille lotto, så i stedet gennemgraver han haven for at finde skjulte skatte. Kun for drenge(røve) Hr. Pippeli-Poul har knækket spaden, og han har ikke råd til en ny, så han forgriber sig på den nærmeste muldvarp - en rigtig graver. Snart er den kække Pippeli-Poul-figur neden under jorden, hvor det myldrer med farer, mærkværdigheder - og skatte. Alt er godt lige indtil slutningen ... Det er en helstøbt billedfortælling med to ligeberettigede parter i aktion. Det er tegnerens speciale med de store, uskyldige, drengede åsyn. Hans figurer er næsten altid godt fremme i gummistøvlen. Nu ses det, at han også er god til muldvarp og trillebør. 'Hr. Pippeli-Poul' er en ren(hjertet) drenge(røvs)bog. Dem kommer der heller ikke for mange af.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























