Når nøden er størst, er snablen nærmest. I hvert fald når man er en elefant. Det får de to tobenede zebramordere fra den afrikanske savanne at mærke, da de fremturer. Før elefantungen stødte ind i de fremmede hvide ved vandhullet, blev den regnet som sær i elefantkredse. Nu er den en helt. Selv tager elefantungen det roligt. Hvorfor skulle den ikke det? Rødelefantfodsstrømpe 'Hvorfor' er nemlig nøgleordet i Iben Melbyes 'Trut'. Det lille, seje væsen er født selvstændig. Faktisk var den allerede selvstændig inde i sin elefantmors mave. Nu vælger ungen sin egen sti, og den nægter at hoppe og springe for elefantkonventioner såsom at trutte og plaske og spise med snablen. Selvfølgelig kan ungen det hele - hvad der viser sig ved vandhullet - men grundlæggende spørger den: Hvorfor skal jeg dog det? Undren er altings moder - også i dyreriget. Hvis dette er en pige, er det en rødelefantfodsstrømpe. Poetisk i pastel Iben Melbye fortæller en lun og kløgtig historie fra småfolks verden. Elefantungen udviser selvstændighed, både når det gælder resolut handling, og når det gælder om at hvile i sig selv. Dette 'barn' er en ener, selv om det er et flokdyr. Det er også rart igen at støde på en elefant i børnebogsjunglen. Alt for længe har billedsiden været domineret af småkravl som grise eller mus. Tegneren Ida Gantriis passer godt til historiens gang og den varme scene. Hun er poetisk i pastel, så de store, tunge dyr nærmest svæver hen over siderne. Og så kan hun sætte enkel trumf på, når det handler om trut og tramp. 'Trut' er en god melodi at nynne med på.