Billedbogsforfatteren Madonna har et projekt. Det handler om tålmodighed, eftertanke og dydighed. Mange vil mene, det går stik imod, hvad hun førhen har bedrevet til musik og på film. Men det er ikke så sikkert. 'Abdis eventyr' er den fjerde ud af fem planlagte billedbøger. Hver gang med en ny illustrator. Madonna er dog blevet i det russiske med ægteparret Olga og Andrej Dugin. Hun er ude på noget! Kamelernes land Så lad os repetere: Først handlede det om venskab, senere om ærlighed, og sidste år kom den storslåede 'Yakov og de syv tyve' (med illustrationer af Gennady Spirin), der simpelthen fortæller om at Tro med stort 'T'. 'Yakov' er hentet i den europæisk-jødiske skat af eventyr. Nu rykker fortælleren længere østpå til kamelernes land. Der siger man, at alt er godt. Surrealistisk kunst Drengen Abdis sidder nede i kongens fangehul med sin slange og tænker over, at alt er godt. Eller rettere: »Alt hvad der sker, er til det bedste«. Hvordan er han havnet der? Det er han, fordi to tyve stjal det smykke, han bragte til dronningen. Senere dukker hans ven den gamle guldsmed op, og de to får det bedst mulige ud af Abdis slange. De to tyve bytter plads med drengen i fangehullet. Og alt er til det bedste igen. Billederne er overdådige kunstværker på kanten af det surrealistiske. Russisk når det er bedst! Olga og Andrej Dugin anslår en drømmende tone med et mylder af akkurate detaljer og sære vinkler. Deres mennesker bærer rundt på alt for meget. Slottets vagter har 27 sværd. Og kamelerne pukler hele tiden. Billedsiden stråler af klassisk værdighed og håndelag. Farverne er dæmpede som sandet. Det er næsten betagende smukt. Madonna fortæller ikke direkte, at vi skal finde os i hvad som helst. Snarere at vi skal tage den lidt mere med ro, bøje af og lære af livets tilskikkelser. 'Abdis eventyr' er også en sammenskrivning af seriens foreløbige budskaber. Hvor mon hun ender i den sidste bog? Madonnas billedbøger er udkommet i mere end 100 lande. Hun er de mindstes Harry Potter.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























