Jeg var en kæk, 17-årig psykiatersøn, da jeg første gang læste Tove Ditlevsens 'Ansigterne', og havde forleden under genlæsningens møde kun en tåget erindring om et ekstremt stærkt og uhyggeligt billede af en kvindes vej ind i vanviddet, komplet med stemmer, der kom ud fra rørene i badeværelset. Hjerte-smerte-vanvid Men det er jo langtfra hele historien: Når det nu er Tove Ditlevsen, handler det selvfølgelig om kærlighed, og når det handler om kærlighed hos Ditlevsen, så handler det også om smerte. Selv om Tom Kristensen engang virtuost lavede sjov med hjerte-smerte-rimet i et af sine digte, skulle det søreme ikke forhindre Ditlevsen i at udforske og kortlægge netop den kobling til sidste, yderste rand. Der altså her bliver til noget i retning af hjerte-smerte-vanvid som et meget sent og meget københavnsk ekko af gamle Blicher. Kronisk utroskab Og når man nu selv midtvejs i livet er blevet en hel del sorgfulde og glade, lykkelige og beske erfaringer rigere, kan det ikke undgå at slå én, hvor meget mere end blot en sygdomshistorie det her er. Dels ved at skildre Lise Mundus trinvise undergang i det ulykkelige ægteskab med den selvhævdende, egoistiske og usikre Gert (= Victor Andreasen), der kronisk er hende utro (og beretter om det!) og er jaloux på hendes succes som forfatter. Sproglig skarphed Dels ved et sprogligt mesterskab, der ytrer sig på lidt forskellige måder: Kadencen i Ditlevsens sætninger er utrolig præcis, og hendes sammenligninger eller pludselige drejninger er ualmindeligt skarpe og originale, som f.eks. i denne sætning: »Øjnene havde det samme åbne og oprigtige udtryk som hos børn, der lyver«. Lige dér, ved kommaet før »der lyver«, ligger hele forskellen på en middelmådig kvindesocialrealist og Ditlevsen. Hårdfør realitet Det samme kan ses i følgende sætning: » - Gert, sagde hun med den blidhed i stemmen, hvormed man dækker over sin mangel på kærlighed«. Også her sker der et knæk ved kommaet, der forårsager og understøtter det overraskende og nervøst overrumplende spring fra »blidhed« til »mangel på kærlighed«. Lise går gennem helvede og bliver indlagt på den lukkede - men hun kravler langsomt frem igen og bliver rask og udskrevet. Og nu viser det sig, at Gert rent faktisk elsker hende, og den utålelige lille husholderske Gitte er verfet ud, og verden åbner sig atter hinsides alle stemmerne. Men det er en hårdfør realitet, Lise trisser ud i, for selv om hun gennemstrømmes af varme ved mødet med Gerts kærlighed, så ved hun, at: »Den ville ikke vare (...) Hadet og naget og ligegyldigheden og egoismen ville vende tilbage igen som gamle, trofaste venner, intet kan overbevise om, at de ikke er velkomne«. Kærlighedens væsen og uvæsen Og hvad angår vanviddet, så ender teksten med et retorisk spørgsmål: »Men hvad var virkeligt her i verden, og hvad var ikke virkeligt? Var det ikke en slags sygdom, at folk kunne gå rundt og holde fast på deres eget jeg? Hele dette kaos af stemmer, ansigter og erindringer, som de kun dråbevis turde lade slippe ud af sig og aldrig kunne være sikre på at få igen«. Ditlevsen har styrken til at afvise den romantiske Nikolaj & Julie-drøm om altid sød lykke, og hun har også stædigheden og kraften til at turde vende perspektivet og billedet om og spørge, om ikke vi andre er nogle ængstelige maskeholdere, der går glip af lidt af hvert (uden at plumpe i den naive antipsykiatris faldgrube). Og så skriver hun som en svidende gal engel, her er indsigter i kærlighedens væsen og uvæsen, alle gymnasieelever burde udsættes for, også selv om tiøren måske først falder 10-20 år senere.