0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De fortabte skuespillemænd

Arkitekt og bygherre strides nok så aktuelt om udformningen af en ny teaterbygning ved havets rand i Steinunn Sigurdardottirs fortryllende roman om en Tjekhov-opsætning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Selv et magtmenneske som han må forstå, at arkitekten skal godkende et monument ved sit bygningsværk«, siger arkitekten på det ny skuespilhus i et sidste desperat forsøg på at trodse den bykonge, der betaler byggeriet og tromler sine egne præferencer igennem, stil eller ej, så det er ved at tage livet af bygmesteren.

Lokal naturkraft
Man skulle jo tro, man var på Holmen, til byggemøde mellem Møller og Larsen.

Men her er vi nu i Papeyri, en fiktiv flække ved Islands kyst med en majestætisk, blåhvidt glitrende jøkel (gletsjer, red.) tronende over byen.

Vatnar Jökull hedder byens matador ligefrem, en lokal naturkraft, det er lige så svært at stampe imod, som vore egne kongelige og politiske nikkedukker har ved at holde ryggen rank over for Mærsk.

Forhekset teaterprojekt
Men Steinunn Sigurdardottirs gennemlune islandske version af magisk realisme er fuld af accept over for de særeste menneskelige adfærdsformer.

Accept, ikke nødvendigvis forståelse, for i hendes lune gengivelse er flækkerne ved havets rand, ligesom Heinesens Thorshavn for et århundrede siden, befolket af ubegribelige drømmere og fantaster.

Tilsyneladende enkle typer, men med sammensatte karakterer - store planer og stærke viljer, selv når de stiller sig i kunstens, alkoholens eller kærlighedens tilintetgørende tjeneste. Persongalleriet står ikke tilbage for Tjekhovs i blandingen af tragiske og komiske træk.

Og netop til Tjekhovs mesterstykke 'Kirsebærhaven' - her i amatøropsætning med alle roller besat af mænd! - vil bykongen Jökull bygge sit ny teater, og ingeniøren Hugo skal være arkitekt, ligesom på det ny sømandshjem 'Hrollaug', opkaldt efter den landnamskvinde, hvis barnebarn stadig huserer som lokaldæmon og forhekser hele teaterprojektet fra idé til premiere.

Selvmordsplaner udskudt
Så Beatris, sekretær og sufflør i teaterforeningen samt romanens fortæller, elsker Hugo, skønt hun bor sammen med elskelige Helmut. Og stakkels Hugo splittes til gengæld mellem hende, konen og børnene derhjemme samt den danske kok Sorte Josef.

Den skibbrudne sømand Ignatius Tjernomyrdin elsker forgæves den alkoholiserede oversætter Vladi, der til gengæld ender med at få sit længe planlagte selvmord forpurret af kærlighed til denne russiske bøsses tvivlsomme søster, Ludmilla.

Papeyris svar på hr. Møller foragtes af sin gamle mor og hades inderligt af sin ældste søn, så han må nøjes med at elske sig selv og sit yngste barn, født af stuepigen på Tjekhovs fødselsdag og derfor døbt Anton Pall.

Længslen efter det fuldkomne
Persongalleriet er tre gange så stort - jævnfør rollelisten til 'Kirsebærhaven' - men fra kunst- og kærlighedskarrusellen må også nævnes den højt begavede og dybt alkoholiserede mor, som Beatris trækkes med - ikke ulig den mor, der - skønt afdød - kæftede op bag i varevognen i 'Hjertesteder', forfatterens skønne roadmovieroman for tre kvindestemmer fra 1998.

Måske et privat opgør - flere figurer synes at have ret konkrete forlæg - men alt sammen fortalt uden formidlende eller fortolkende mellemled: beretningen springer fra første linje uden at fortrække en mine midt ind i konstateringen af deres/vores absurde, grinagtige, ja, skandaløst ydmygende adfærdsmønstre.

Men ligesom musikken, Heinesens spillemænd drømte om, er Jøkelteatret som bygningsværk og som beretning et billede på det ydmyges modsætning: Den nødvendige - og derfor både tragisk storladne og latterligt lille - stræben efter det fuldkomne.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en