Hillemænd for et kvindfolk. Hvad den deylige Skiønhed Lucretia får raget til sig i løbet af den ene dag, som danner rammen om komedien 'Den listige Optrækkerske', er ikke småting. Under uskyldens dække får hun fordrejet hovedet på tre mænd og trukket en net sum op af pungen på dem, plus smykker og deslige - for slet ikke at tale om de nok så omtalte kostbare dåser. Den listige bedragerske er selv en (be)kostelig dåse. Blåstrømpe Hendes ophav, jomfru Charlotta Dorothea Biehl, var nu heller ikke tabt bag en vogn. Som skrevet står i Encyklopædien var hun »den første kvinde i Danmark, der var i stand til at leve af sit forfatterskab«. Det var ikke bare fjerene på hendes hat, der signalerede, at hun var en fri fugl. Som markant, blåstrømpet kulturpersonlighed med vid, bid og viljestyrke var hun Kjøbenhavns lærde og aldrig gifte dame, skønt hun, der med årene blev stadig mere omfangsrig, havde haft tre bejlere - samt et platonisk forhold til en langt yngre mand - som hun beretter om det i erindringsværket 'Mit ubetydelige Levnets Løb' (1787). Usentimental og kynisk Ubetydelig ville hun nu heller ikke selv kalde sin litterære indsats. Kyndig ud i adskillige sprog oversatte hun dramaer og romaner (bl.a. 'Don Quixote'), hun skrev noveller og en omfattende brevroman, og frem for alt var hun den første, der med en række komedier tog handsken op efter Holberg. Det sømmede sig ikke med en kvinde som komedieskriver, så det var først efter, at hendes første stykke 'Den kierlige Mand' (1764) var blevet en succes, at det blev afsløret, at der stod en kvinde bagved. 'Den listige Optrækkerske', som blev opført året efter, blev dog omgående lagt ned igen, fordi skildringen af den promiskuøse, beregnende Lucretia og hendes overvejende vellystne, selvforherligende mænd ikke var gangbar kost på Den Danske Skueplads. Til gengæld er skildringen af denne tøjlesløst, selvberoende kvinde med den usædvanligt usentimentale, rent ud kyniske støbning, dét, der i dag udgør dramaets store attraktion. Skønt at møde et kvindfolk med slaw i og et skarpsyn, der kan styre - og udmønte sig i spiddende udfald mod såvel (især) mænd som kvinder. Svidende hævnerske Nogen Holberg er Biehl ikke - lidt lang i spyttet i sine replikudvekslinger, som savner det karske komediesmæld, men selve intrigen og dens typer er bygget godt op. Ligesom Holberg benyttede hun sig af de faste commedia dell'arte-typer men så sandelig ud fra sit eget kvindesyn. Frem for at tyendet Pernille bare skal være loyalt tjenende og drilsk tugtende, bliver hun her ligefrem en svidende hævnerske. Og som den kvindelige part af 'det unge forelskede par' har Lucretia ikke set sin mage over for den sværmeriske Leander - Holbergs 'Den Vægelsindede', som tankevækkende nok også hedder Lucretia og er helt sin egen, kommer dog tæt på. Kreativ manipulationskraft Det særegne ved Optrækkersken er hendes forførende evne til at forme sig selv og sin historie lige efter sit mandlige bytte, alt efter om det er den gamle, skinhellige liderbuks Jeronimus, den lystne modeliderlige Baron eller den henførte Leander. En så kreativ manipulationskraft gør Lucretia til en mester udi spin. Komediens underholdningsværdi består således ikke mindst i dens skift mellem forskellige stillejer. På en studs kan historien f.eks. slå over i det store melodrama. Så såre Lucretias guldgrube, den smaskforelskede Leander, får færten af bedraget, kan hun prompte falde i besvimelser og være ved at dø - for så alligevel at rette sig op og bede om »en dråbe vand«. Og ende med at hale et ægteskabstilbud i land. Det er kosteligt. Moralen får sit, Lucretia afsløres og mister alt, men hun er uforbederlig. Så længe der er mænd, kan der spindes. Og spindes guld.