Der findes ikke nogen større ven af eventyret end forfatteren Henrik Hohle Hansen fra Sorø. Men det er en hård branche. Han er omgivet af hærdebrede fortællere i tre bind, der hitter på hurtigere, end Google kan tænke, og som skriver dag og nat. Den mere stilfærdige kan forsvinde i mylderet og månelyset. Men Henrik Hohle Hansen popper alligevel op igen, for han er mere end stilfærdig. Han er også tænksom og varmhjertet. Fuld af sødme. Han skriver med en fjerpen fra eventyrets vinge. Iført skæg og blå briller. Ind til benet Over årene er kommet samlinger af korte eventyr. Især 'Det fortryllede orgel' er god. Nu er det med 'Prinsen i Trolderiget' blevet til en mindre roman. Men de enkelte kapitler er ofte eventyr i sig selv. Hemmeligheden bag Henrik Hohle Hansens historier er især, at personerne har liv og sjæl, hovmod og fald. Der er en dybde i denne bogs prins, som ikke er normen, hvor eventyr fortælles. Forfatteren går indad på den gode måde. Helt ind til benet. Nysgerrighed og forundring Det er den gamle historie om barnløshed på kongeslottet, der udløser handlingen. Adrian bliver født efter aftale med troldene. Efter 12 år skal de have ham med ind i bjerget. Det er historiens ultrakorte indledning, og så følger ellers mødet mellem en klog og renvasket knægt og så disse ildeduftende, bondesnu troldebasser i deres stenverden. Ganske langsomt når kong Grim og Adrian til forståelse, de kommer efterhånden til at respektere hinanden, og til slut spadserer drengen ud af bjerget med en parfumeret, hårløs, læsevant kongedatter ved sin side. Det bliver helt sikkert de to! Ganske stilfærdigt folder Henrik Hohle Hansen sin historie ud. Man er aldrig rigtigt bange for, at Adrian bliver kastet for ulvene. Det ville forfatteren ikke nænne. I stedet kommer det meste af spændingen fra mødet mellem de to kulturer. Adrian får indført moderne ting såsom tøj, demokrati og etagevask i Trolderiget. Men han får også fjender, som hylder de gamle troldeskikke. Det skorter ikke på opfindsomhed i bogen, men det er tonen, der trækker læsset. Sproget er smukt og rent. Ordene er sat sammen i nysgerrighed og forundring. Opstoppernæsen er fuld af poesi. Også denne gang.