Det var svært ikke at elske Roddy Doyle for hans Barrytown-trilogi 'The Commitments', 'Smutteren' og 'Burgervognen'. Den veloplagte dialog i de slagfærdige irske nutidsfortællinger fra Dublin-forstaden Barrytown fik også som filmatiseringer publikum til at overgive sig på stribe, nåde og unåde. Doyle fik derefter Booker-prisen for den mere alvorlige barndomsskildring 'Paddy Clarke ha ha ha' og fulgte op med 'Kvinden der gik ind i døre'. Halvvejs ufordøjelig Roddy Doyle var tilsyneladende forfatteren, der ikke kunne sætte en fod forkert. Den ambitiøse 'Oh, Play That Thing' er imidlertid blevet en halvvejs ufordøjelig sag, hvor en gudbenådet fortæller slår alle tænkelige knuder på sig selv for ikke at komme til at fortælle en god historie lige ud af landevejen. Eksil i New York 'Oh, Play That Thing' er anden del af en planlagt trilogi. Den første hed 'En stjerne ved navn Henry'. Hovedpersonen er fortsat den irske Henry Smart. Med adskillige likvideringer på samvittigheden må han efter kampen mod englænderne flygte fra Irland. Han kommer til New York i 1924, og her etablerer han et nyt liv under et nyt navn. Hele tiden med øjne i nakken, men samtidig med blikket rettet stift mod fremtiden. Åbninger og muligheder Noget af det, der lykkes bedst for Doyle, er den konkrete beskrivelse af Amerika som et særdeles tvetydigt mulighedernes land. Livet i New York er hårdt og kontant og de højt besungne muligheder underlagt stramme mafiøse koder. De hårde mænd sidder tungt på flæsket, og er man sort, er slaveriet kun en gradbøjning borte. Men for en hvid mand, der har sans for stil og reklame i sin mest fundamentale form, er der åbninger. Befrielsen fra det gamle lands politiske, historiske og sociale determinisme er skildret, så man næsten fysisk kan mærke lettelsen på trods af de mange nye problemer, der følger med. Smart har et skarpt blik for åbninger og muligheder. Men smart nok til at holde sig fra farlige damer og lyssky herrer, er han ikke. Der er en tiltrækning ved faren. Gang på gang må han tage benene på nakken. Tværs over USA. Bl.a. til gangsternes Chicago, hvor Henry Smarts venskab med Louis Armstrong spiller en central rolle. Portrættet af Armstrong, der spiller trompet, så blodet sprøjter, er romanens mest vitale ingrediens. Halv hastighed Men hele tiden sidder man med fornemmelsen af, at Doyle i stedet for at fortælle en prægtig røverhistorie har fået den i dette tilfælde ulyksalige idé at skrive stor emigrantlitteratur. Der er tænkt over tingene. Stoffet er researchet til bunds. Alligevel får Doyles portræt af fortidens New York ikke nær samme prægnans som f.eks. Kevin Bakers 'Dreamland'. Sproget tager højde for, at hovedpersonerne generelt hellere handler, end de taler i formfuldendte sætninger. Det kan være et virkningsfuldt greb, men her er fraværet af Doyles tidligere så vakse dialoger bare medvirkende til, at Henry Smart forbliver en diffus og uengagerende hovedperson. At fortiden hele tiden indhenter ham, også i erindringen, medfører konstante indbrud i handlingens nutid. Men som så meget andet i denne åbenlyst møjsommeligt konstruerede roman, er det ikke en strategi, der giver et afkast, der kan matche besværet. Uanset hvor hårdt han prøver, kan Roddy Doyle ikke helt lade være med at skrive medrivende. Det kommer næsten modvilligt sivende ud mellem linjerne. Man bliver trukket med. Men hele tiden med en fornemmelse af, at det kun foregår på halv hastighed og med halvt udbytte i forhold til, hvad 'Oh, Play That Thing' kunne have været, hvis Doyle bare havde fortalt af karsken bælg.