Elizabeth Buchans forrige roman 'En kvindes hævn' er af andre danske anmeldere blevet kaldt en vaskeægte, slagkraftig kvinderoman, så med nogen forventning gik denne læser i lag med den nye, 'Den gode hustru'. Allerede et stykke nede på første side gik det galt. »På vores 19-års bryllupsdag lovede Will og jeg hinanden at være normale«. »Til det formål tog Will mig i teatret, bestilte champagne, kyssede mig kærligt og udbragte en skål: »For ægteskabet««. Sort snak Normale? Hvad i al verden betyder det? Hvad er det oversat fra? Sådan snubler man over flere mystifistiske udsagn bogen igennem lige til den store finale, hvor selv samme Will citerer hovedpersonens far for visdomsordene: »Se sådan på det«. Øh, se på hvad? Manden har nok sagt noget klogt, en sætning med en skjult eftersætning. Men på dansk giver den ingen mening, og det er der så meget i oversættelsen, der heller ikke gør. Småbitte ting. Utroværdige personer Hvad værre er, så er bogen kedelig. Hovedpersonen Fanny Savage er den samvittighedsfulde politikerhustru, men glad er hun jo ikke, bl.a. fordi hun tvinges til at bo sammen med mandens alkoholiserede storesøster. Og hun bekymrer sig over, om hendes gymnasiedatter mon er for betaget af svigerindens attraktive søn, altså i sin fætter. Der er såmænd problemer nok, også med den egoistiske, umodne mand. Men det hele er beskrevet lirumlarumagtigt med de obligatorisk spring tilbage i tiden. Man kommer aldrig tæt på personerne, fordi de ikke udfolder sig på nogen troværdig måde. De forbliver på et skitseplan og hele romanen dermed på overfladen, bortset fra enkelte anslag i forhold til den problematiske svigerinde. Da mulighed for omvæltninger kommer, faderens død - sent i bogen, men røbet på omslagsteksten - er man nærmest ligeglad.