H.C. Annosens eventyr

Lyt til artiklen

En forårsdag kommer en mand roende rundt om Skagen. Går han i land? Nej! Han ror forbi vore kyster uden ophold og stopper først ved Bornholm. Senere køber han sig en hest og rider igennem det danske land, som til anledningen er bristefærdigt af H.C. Andersens eventyr. Fødselsdagshilsen Rytteren, tegneren, fortælleren af denne ordløse billedhistorie er den japanske mester Mitsumasa Anno. Han har tidligere rejst på denne måde igennem riger og lande. F.eks. på 'Italiensrejsen'. 'Danmarksrejsen' er hans hyldest til eventyrfortælleren i anledning af en rund dag. Og især til 'Lille Claus og store Claus', som tegner Anno (årgang 1926) har elsket, siden han gik i 5. klasse! Bevidst barnligt Teknikken er simpel som i Holger-bøgerne. Anno skaber billeder af levende liv rundt omkring i landskabet. Fra købstad til kongeby. Og hen over dem - altid i læseretningen - rider eller ror vor ven med nissehuen. Han er ikke svær at finde, for det er ikke hensigten, at der skal gættes gåder. Anno skaber en tone af drøm og enkelhed. Det er ren haiku! Han stopper uret nogle sekunder og tegner sit indtryk. Så selv om der er mylder og gøremål i tegningerne, så virker de rolige og drømmende. Dertil hjælper Annos blege kulører, der er hans varemærke. Pertentligt og bevidst barnligt nedfælder han sit hjertes godhed over for vores guldalderland og dets digter. Eventyrlige hints Opslagene myldrer med hints til eventyrene og Andersens eget liv. Kejseren kommer spadserende i rene underbukser hen over Gammel Torv. Soldaten vandrer rundt i Tivoli. Og til allersidst kommer forklaringen på, at en bog med undertitlen 'En ordløs billedbog' har en oversætter. Mitsumasa Anno følger billederne helt til dørs ved at angive for hvert enkelt opslag, hvilke eventyr og historier som gemmer sig der. Tegneren har ofte besøgt vores land, så han kender både til vores kropssprog og de lyse nætter. Nu er det blevet efterår. Den lille mand med den grønne hue bytter sin hest for en jolle og ror bort (i læseretningen). En fisker vinker til ham. Og allernederst til højre sidder den lille havfrue på sin sten og kigger den anden vej. En klassiker er født.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her