Ambrosius Stub er en af de danske digtere, man ikke ved så frygtelig meget om. Han var 'fri' forfatter, idet han ikke som sine samtidige enten var præst (som Brorson) eller professor (som Holberg). Det var ingen nem frihed, for hans digtning kastede ikke noget af sig, og da han var en alkoholisk livsnyder, forsvandt det lidet, han fortjente, i værtshusholderes lommer. Så set udefra: et elendigt liv, men ud af dette blev der skabt stor kunst, og de fleste danskere har vel på et eller andet tidspunkt sunget med på 'Den kiedsom Vinter gick sin Gang'. Kuldsejlet ægteskab Ambrosius Stubs liv og skæbne har trigget Vibeke Arndal, som leverede første del af sin store romanbiografi for et par år siden, og nu kommer i 300-året for hans fødeår anden del, med titlen 'Ambrosius Digteren'. I denne følger man hans liv fra hans kuldsejlede teologiske studier i København over hans lige så kuldsejlede ægteskab med en kone, som spilledjævlen havde sat sine spidse fingre i, med det resultat at den gård, de havde arvet, røg over styr. Hun blev sindssyg, børnene forsvandt ud af hans liv, og Ambrosius Stub måtte tjene som sekretær for herremænd. Længst tjente han herremanden på Valdemars Slot. Sine sidste år boede han i Ribe, lige neden for Hans Adolph Brorsons vinduer i Tårnborg. Langt og bredt Det er stort set, hvad man ved, og det giver en forfatter udmærkede kort på hånden - hun/han kan digte til af hjertens lyst, og det er det, Vibeke Arndal har gjort. Hun digter om Stub, hans familie, om tiden, og hun gør det langt og bredt. Bredden kommer også af den alenlange historie om den lamme pige Sybille og dværgen Ludvig Ambrosius Larsen, der allerede fra toårsalderen besidder en dyb indsigt i både universet og menneskers sjæle. Irriterende småfejl Som det også var tilfældet med første bind, tilrådes det inden læsningen, at man lægger sin eventuelle historiske viden i køleskabet for ikke at blive grumme irriteret og i stedet læser bogen som en fantasi over 1700-tallets Danmark. For det Danmark og det samfund, der her skildres, ligger langt fra den historiske virkeligheds. En irriterende detalje, der gentages et stort antal gange: En biskop tiltales ikke som i teksten som 'Deres Velærværdighed', for en biskop er 'højærværdig'. Pedantisk pindehuggeri? Ja, nok, men når det går ud over læseglæden og -oplevelsen, er det surt, og man ærgrer sig over, at det, der kunne være blevet en aldeles herlig romanbiografi, på denne måde skæmmes unødigt.