En mor kommer til kort

Lyt til artiklen

Det er et betændt og ulykkeligt stykke virkelighed, forfatteren og journalisten Rie Osted griber fat i i sin nye roman 'Marionetternes magt', der er både underholdnings- og debatroman i ét. Annalena er blevet gravid med den charmerende psykopat David efter kun en måneds stormende bekendtskab. Sygeligt besidderisk Hans dyrkelse af hende udvikler sig til besidderiskhed af sygelig art, og han manipulerer både veninderne og arbejdspladsen til at tro, at hun er utilregnelig, stresset og drikfældig. Det tager hende et par år at gennemskue ham, og så flytter hun med det tre-fireårige barn. Fra da af begynder den kamp om barnet, der er lige så ødelæggende for både mor og barn, som parforholdet har været. Bøddelens håndlangere David er en dukkefører, der drevent manipulerer pædagoger, advokater og alle de embedsmænd, der er ansat i statsamt og civilretsdirektorat, for at finde ordninger, der tager hensyn til barnets tarv. Det er den hjertevarme mor og det ulykkelige barn over for den overbevisende psykopat - drevet af - ja, af hvad? Vi får kun antydninger af Davids motiver, for romanens emne er ikke psykopatens magtbegær og psykologi, men konsekvenserne af et familieretligt system, hvor alle bliver bøddelens håndlangere uden deres bevidste vidende, og med en fatal magt. Mistro til myndighederne Det er en særdeles sort-hvid skildring af et kompliceret felt, Rie Osted leverer i sin traditionelt fortalte roman. Egentlig skulle det være en juridisk kyndig, der anmeldte denne bog for dens indhold. Kan denne udvikling, som romanen beretter om, virkelig finde sted i dagens Danmark? Som journalist må Rie Osted vel have researchet på juridiske procedurer etc.? Sideløbende fortælles om Annalenas efterforskning af sin ukendte far, og det ender i en lykkelig 'Sporløs'-historie. Man kan konstatere, at opsporingen af ens biologiske rødder sandelig er blevet en stærkt udnyttet ingrediens i både tv-programmer og romaner i disse år! Men det er historien om forældremyndighed og samværsregler, der er hovedtemaet. En mors kamp for retten til sit barn, hvis man skal sige det mere højspændt. Rie Osted sætter sagen på spidsen ved at have en udtalt psykopat som moderens modpart, og det trækker problemstillingen tydeligt op. Lovlig tydeligt. Men man tør dårligt komme med indvendinger mod romanens grundlæggende mistro til myndighedernes mulighed for ordentlig, kompetent indgriben - så er man på forhånd indrulleret i rækken af magtfulde marionetter!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her