På sit kræftramte dødsleje i begyndelsen af ’Det kan man aldrig vide …’ afslører Irene fragmentarisk for sin 42-årige datter Veronika en afgørende hemmelighed, men desværre i mere eller mindre tågede vendinger som sidste suk.

At hun gjorde noget i sin tid for sin datter og dennes veninde Jenny hjemme i barndomslandets ellers så idylliske somre, hvor hendes mand, Veronikas far, faldt ned fra en stige og døde brat. Veronika, fraskilt forfatter, med to store drenge på slæb sætter sig for at være flygtningen, der krydser sit spor på nysgerrige listefødder, og tager tilbage til den sjællandske landsby, hvoraf hun er runden og dybt bunden i sjæl og udsyn.