0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kobjælder i galop

Simon Grotrians nye digte i 'Melatonin' er formidabelt og brillant ubegribelige.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er sært, sært, sært; det er Hieronymus Bosch, der møder den spanske barokdigter Gongora, der giver P. Sørensen-Fuglholm et bjørnekram - og et forskruet baghjul.

En bizar, men også, i netop dette tilfælde, stødvist smuk og fortættet og mærkeligt skøn digtning - det kunne nemt virke ulideligt fortænkt og anstrengende, at hver eneste linje er så insisterende pakket med skøre skift og sammenfoldede rum.

Men ethvert spor af det fortænkte og overgjorte svinder bort som dug, når Simon Grotrian slår sine brogede folder.

Det betyder, at en art uren gådefuldhed står tilbage og blafrer.

Grotrianske gåder
Der er jo en lang og nobel tradition for, at poesien taler i gåder, modstillet f.eks. kravet om sandhed og klarhed inden for politik og filosofi.

Men der er gåder og så gåder, og Grotrians er af en helt særlig slags. Hvilken?

Det er ikke hemmeligheder, der er intet skjult eller fordækt eller gækkende over de grotrianske gåder, alt er blotlagt for læserens lysende blik - men i en sort glimtende uigennemtrængelighed.

Samlingen er struktureret i fem afdelinger med en til dels usynlig narrativ streng; fire store dele, og så en kort femte del, der kun rummer et enkelt digt.

Stort set alle digte er prosalignende og på omtrent 5-10 linjer.

Høstmaskiner pløjer filipenser
'Melatonin' er navnet på det stof, hjernen producerer, når vi skal falde i søvn, og som således tjener til at regulere døgnrytmen - men der er intet hverken søvndyssende eller naturligt-rytmisk over Grotrians digte i galop mod renfærdighedens nat. Så hvilken slags gåder taler vi om?

Lad os tage et par sætninger og se på dem; der står f.eks. »Træskonæbbet er et minde om Askepot, kragerne ligger på gulvet, prinsen foldes ud over dilettantkomedien med ét eneste spor«.

»Mærkedagene kører høstmaskiner igennem filipenserne, den pakkeformede aften slukker gadelygterne, inden kraftværket imploderer«.

»Et lommetørklæde af guddommelige misforståelser indhyller næsefløjen, og akilleshælens tegltag sløjfer denne uro«; »Det er sandt, at lykken er koncentrisk i afsættet, som et spindelvæv af kærester om søndagen«.

Galionsfigur i fryseren
Her er umiddelbart tale om særdeles kompakte, heraklitske metaforer, altså modsigelsesfyldte og grotesk-konkrete metaforer, der uforklaret og insisterende forbinder almindeligvis adskilte domæner i vilde spring, og i øvrigt ofte andetsteds gennemløbet af det grotrianske varemærke, en pågående kristen streng, der taler om bøn og Gud og himlen, allerede i samlingens første digt:

»I den halvtomme rutebåd holdes der bisættelser døgnet rundt./ Den kæmper sig igennem en salme, hvis jeg stiger på, og/ mine tænder slipper med samme hastighed som kistens lange/ knogler i koagulationsøjeblikket. Men mine rejser er forbi,/ en galionsfigur i fryseren, og dit ansigt er et spejlbillede af de/ venlige drager, der snart skal flapre over himlen som ruder til/ det høje. Hver linje vandrer i en bøn mod havet«.

Som man vil se, er der måske nok et betydeligt element af gakket gådefuldhed over Grotrian, men der er også en sært eksakt og søvngængeragtigt præcis diktion: Nøjagtig sådan skal det lyde, præcis sådan her er det og ikke anderledes og ikke sagt på nogen som helst anden måde.

Voldsomt virtuose ordbølger
Enhver tøven og famlen er bandlyst fra Grotrian-digtene, og også i den henseende er der måske en overraskende affinitet mellem det barokt mørke og det ligefremt kristelige i disse digte?

Her møder det religiøse vanvid kanhænde den poetiske galskab? Forenet i en underligt træfsikker og ofte skøn dosering af det lyriske melatonin.

Man kan vel læse Grotrian - der jo desværre ikke fik Nordisk Råds Litteraturpris denne gang - af så mange årsager: for de altid voldsomt virtuose ordbølger; for den store og helt ubesværede humor.

For den knusende selvfølgelige måde, hvorpå man straks mærker, at Grotrian vitterlig er digter og ikke bare én, der stræber efter at blive det, eller drømmer om det, eller så forfærdelig godt kunne tænke sig at være det - nej, han er det fuldblods, og hvilket vildt og mærkeligt og stille og bønhørt blod er det ikke.

Flyvende ørkner
Mange er kaldede, men få er udvalgte. Grotrian får det sidste ord, altid og på enhver måde:

»Ørkner letter i det pumpede slot. Trapperne gir sig lystigt/ mod en sky for enden af korridorerne. Diademet flød i/ orkestergraven og lignede et selvmord. Når vi ikke holder/ glæden ud, skyder vi den fra os, en bunke ribber midt under/ teatrets kobberlys. Dubleanten af voks betragter fra logen de/ savende marionetter. Fløjlsbanerne anrettes som en pilgrims-/ rejse ind i lakajens«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.