»Gården skal passes. Når nogen bliver født, og når nogen dør«. Og passet, det bliver den, i Vibeke Grønfeldts nye roman 'Mindet', der er en storstilet poetisk og samtidig fuldstændig realistisk illustration af, hvad ovenstående sætning indebærer i videste forstand. Fortidig livsform Helt ned i de enkelte kapiteloverskrifter ses den gamle bondekulturs livsbetingelser. 'Kalk', 'Mælk', 'Hønen', 'Neg' - sådan kan de lyde, disse overskrifter over aktiviteter, der strukturerer et liv på en gård i 1920'erne. 'Kalk' betyder, at stalden skal kalkes - og skidtet skrabes ned ikke mindst, hvilket det bliver med Vibeke Grønfeldts umådelige indsigt i de mindste arbejdsgange tilhørende en livsform fra før hendes egen tid. 'Mælk' betyder malkning, og hun ved, hvordan en genstridig ko opfører sig. 'Hønen' betyder slagtning, 'Neg' betyder høst, og så fremdeles. Regnbueblåt vand Gennem hele denne skildring af grundlæggende livsbetingelser fra en tid, hvor det tekniske vidunder rindende vand beskrives med lykkeord som klart og regnbueblåt, tegner hun et billede af pigen Agate. Fra hun fødes i romanens begyndelse, til hendes bedstefar, den gamle fordrukne aftægtsmand i kammeret, dør. Og det også skrabes ned og ommales til den næste. Moses-barnet Agates liv er befolket af den dygtige mor og den astmatiske, hårdtarbejdende far, der har giftet sig til gården. Taget fat, ryddet op og fornyet, hvor bedstefaderen har sparet og ladet stå til. At kunne tage fat er højeste målestok i dette praktiske landboliv, hvor de ikke har meget tilovers for industriarbejdernes strejker: »Vi arbejder, når alle andre svigter og nyder«. Arbejdsmoralen indbefatter alle: »Selvom man ikke er kommet ind ad en port, kan hænderne godt sidde ordentlig på én«, som fasteren siger med besk henvisning til, at også husmanden uden egen vognport kan have arbejdets adelsmærke. Det har bondedatteren Amalie nu også, der fra lille af kan hugge hovedet af en høne og rense den og kastrere pattegrisene med et fint snit. Noget særligt er der måske også over hende, fordi hun meget lille som et andet Moses-barn sejlede frelst ned ad åen på låget af en gruekedel. Nedbrydning og fremvækst Der er sommeraftener, der skrives frem, så duggen driver, og det emmer af Højskolesangbog, og der er vinterfester med fine sko, dans og løjer - og druk og yderst kontant seksualitet. Og der er et stort persongalleri omkring Agate med mange fastre, en Amerika-udvandret moster og store søskende foruden de nye, der kommer til, i hele den udveksling af livets økonomi, der spejles i naturens cyklus og dens billeder af forrådnelse og omsætning til nyt materiale. Læreren har fået fældet et træ: »En stribet rødært løber som dagrøde perler ned ad stubben. Lummerheden fremmer forrådnelse og omsætning«. Børnene leger i skoven efter dagens arbejde: »Efter det stærke solskin er skoven kølig og mørk. Næsten en grav. Hvor man hører forrådnelsesbakterierne arbejde«. Det er liv og død i sin cyklus af nedbrydning og fremvækst, som Vibeke Grønfeldt skriver frem fra det mindste niveau til det største, i portrættet af bondedatteren indfattet i et praktisk fællesskab og en livsform, der tydeliggør betingelser for opretholdelse af liv. Grønfeldt gør det med enestående præcision og med en egen skønhed, der er både rå og sart. Flertydig mindesten Vibeke Grønfeldt har igennem hele sit forfatterskab bevæget sig suverænt gennem de mest forskelligartede scenarier, der indbefatter fortid, fremtid, gammellivet, modernitet. Hendes personer kan både være utilpassede, afstumpede, forfinede nervemennesker, rå kynikere, udholdende livsopretholdere. Stilistisk spænder hun fra absurd modernisme til en realisme af både reneste type og magisk overskridende art. Denne gang har hun brugt sit artistiske sprog og sin kunnen til at sætte en flertydig mindesten over en livsform, hentet i den danske bondekultur, der ikke længere findes på den måde, hun skildrer den. Men hvis grundbetingelser ingen kommer uden om. Romanen hører ikke til de mest spektakulære i hendes vidtforgrenede forfatterskab. Den er til gengæld af reneste og højeste karat, en stor nydelse at læse.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























