Det fortaber sig i fjern, fortidig tåge, hvornår denne anmelder sidst har været så umanerlig længe om at læse en roman til ende som Elisabeth Lyneborgs 'Krigsdøtre'. Og ikke fordi romanens delvis biografiske fødsel til grav-portrætter af to højst egensindige kvindeskikkelser fra det 20. århundrede er spor uinteressante. Dyb ligegyldighed Faktisk tværtimod; særlig det ene er alt, alt for interessant til denne bog, hvis fortællestemme aldrig formår at give personerne liv og mæle, men i stedet taler hele herligheden, læseren inklusive, ned i en stadig dybere, trancelignende ligegyldighed. En, to, tre, nu svæver du over kornmarkerne, og det ville måske være o.k., hvis man svævede valiumstabilt. Sprogligt underskud Men eftersom der gennemgående berettes, som vinden blæser, til en start dvælende omhyggeligt, senere stakåndet, som befinder forfatteren sig i det velvoksne dilemma mellem at rubbe neglene og få alle detaljer med, er det mest bare en stor, frustrerende ligegyldighed, der kryber sammen i én. Man bliver tung i hovedet, men man kan ikke sove. Man kan ikke engang blunde, men sidder bare ret op og ned og håber, at en velsmurt pen engang vil give Karen Jeppes særegne livshistorie dét kvantum sprogligt overskud, den så åbenlyst fortjener. Bestialsk masseudryddelse Karen Jeppe blev født i Gylling i 1876, nogle år inden den fiktive Johanne Frederiksen blev født på Als, og som 27-årig drog den skrøbelige, men viljestærke kristne Karen til Ufra øst for Eufrat i Tyrkiet for at undervise på et armensk børnehjem. Snart overtog hun driften af børnehjemmet, oprettede værksteder og udstykkede jordbrugslodder, og da den tyrkiske regering dikterede folkemord på landets armeniere i ly af Første Verdenskrig, var hun én af de missionærer, der blev og støttede armenierne. Selvsagt kunne hun ikke forhindre den bestialske masseudryddelse af halvanden million armeniere, men til gengæld satte hun livet ind på at skjule og frikøbe fanger og siden genopbygge det sønderrevne land. Et kort liv blev det. Karen Jeppe døde 59 år gammel af malaria, men hendes minde æres den dag i dag. Enerverende prædiken En decideret interessant historie med andre ord, om end skæmmet af andet end det svært uvedkommende sprog. F.eks. en lidet sandsynlig 'English Patient'-støvet love story med gammeljomfruen Karen Jeppe i den ene rolle og en dragende orientalsk klichéelsker i den anden. F.eks. en aldeles postuleret forbindelse mellem Karen Jeppe og Johanne Frederiksen, der end ikke binder historierne sammen for et syns skyld. Og f.eks. en enerverende tendens til at slå om i prædiken på udvalgte steder, og vist er Elisabeth Lyneborg præst af profession, men det undskylder næppe fejlplacerede, højstemte moraler som: »Dette tapre, ukuelige folk, der aldrig flygter og aldrig opgiver sig selv. Gang på gang bliver deres hjem revet ned sammen med alt det, de har opbygget og opdyrket, og gang på gang sætter de ploven i jorden og begynder forfra«. »Gang på gang bliver de skuffede og svigtet af dem, de troede på, men hvor kort varer det ikke, inden håbet spirer op i dem igen og får dem til at glemme modløsheden og stræbe fremad?«. Amen, vil jeg tilføje, og ikke med glæde. Muligvis er det snarere min 90-årige sønderjyske mormor end mig, der er bogens egentlige målgruppe, men end ikke genkendelsens glæde kan formentlig holde interessen fangen. Ikke i længden.