Umberto Eco er en vanvittig lærd, men ikke særlig dybsindig mand. Det synspunkt har jeg bog for bog lagt mig stadig mere fast på - eller sagt med H.C. Andersen: Det vidner om geni, men heller ikke mere. Umberto Ecos genistreg hedder 'Rosens navn', og hans øvrige bøger er ekkoer. Men man kan alligevel ikke, bog for bog, lade være at holde af ham, og i dagens roman bliver man næsten forelsket i den håbløse nørd, som i stedet for et hoved har fået et bibliotek. Selektiv hukommelse Det er en selvbiografi, der udkommer i dag. Og for at gøre det nemt og klart for læseren, hedder den 'Dronning Loanas mystiske flamme' og betegnes som en »illustreret roman«. Rammefortællingen gælder en 60-årig antikvarboghandler, Giambattista Bodoni, som efter et slagtilfælde vågner op en morgen i 1991 og har glemt alt om sin egen identitet, mens han til gengæld husker alt, alt, hvad han har læst og lært. Hvilket ikke er så lidt. En herre, altså, som minder ganske meget om Eco, selv uden slagtilfælde. Simuleret kærlighed Nu går Giambattista så på jagt efter to personer: sig selv og sin ungdoms elskede. Han gør det med hovedet fyldt af bøger og kollektiv erindring, men helt uden personlig hukommelse. Hans kone, børn og børnebørn er ham aldeles fremmede og anonyme, men han ved jo fra bøgerne, at der findes sådan noget som koner, børn og børnebørn, og at man typisk holder af dem - og det simulerer han så. Alt, hvad han siger og skriver, er høj- og lavlitterære slagger, citater af hvem som helst fra Thomas Mann til Anders And. Tåget humør Der udvikles især to temaer, nemlig tåge og erindring. Tågetemaet illustrerer naturligvis mandens sindstilstand, og som i en klassisk middelalderlig kompilation hober Eco citat på citat på citat op om dette vejrfænomen. Dante f.eks.: »Ligesom når tågen viger, hvorved synet/ formår at skelne det som disen skjulte ...«. Man har helt ondt af den italienske Tågernes Kaj, som ikke kender indledningen til Martin A. Hansens 'Løgneren': »Trettende marts. Det er tåget«. På jagt efter en identitet Erindringstemaet trækker de klassiske filosofiske og litterære linjer op, Proust, Augustin, Platon, man lærer en masse og kommer i tanker om en hel del. Men det er ikke alt dette sædvanlige Umberto Eco-ekko af store tanker, der er bogens egentlige charme og fascination. Det er derimod Giambattista Bodonis jagt på sig selv som barn, som ung, som forelsket, som menneske. Manden med slagtilfældet rejser til sit barndomshjem og begynder at endevende kældre, lofter, stuer, børne- og arbejdsværelser for alt det, der må have skabt hans identitet: Bøger (selvfølgelig!), børnebøger, røverromaner og al slags litteratur, men måske vigtigere endnu: billeder på vægge, plakater og maddåser, gamle film og lakplader, dufte, lyde, fornemmelser, materialer, historier. Fascisternes tortur Vi taler om 500 siders pulterkammer, så det er temmelig krævende, men det er også rørende, skægt, fængslende og tankevækkende. Vi kommer tilbage til krigens og fascismens Italien, vi får familiens historie fortalt og sat i sammenhæng, det store fortælles i det små. For eksempel vil jeg sent glemme historien om fortællerens bedstefar, der som venstreorienteret bladredaktør i 1922 bliver gennembanket af fascisterne og tvunget til at drikke amerikansk olie med mange dages opkast og tyndskid til følge. Han har dog åndsnærværelse nok til at fylde en flaske med sit eget udflåd, og tyve år senere, da Mussolini falder, tager han sin hævn ved at tvinge flaskens indhold ned i den mest aktive af de fascister, der dengang mishandlede ham. I sig selv en historie om glemsel og erindring. Genial oversættelse Bogen er festligt illustreret med alverdens udklip, montager, tegninger, avisforsider, bogomslag, filmstills, frimærker, jamen altså: hele den populære billedverden, som har været en lille drengs og et ungt menneskes i før-, under- og efterkrigstidens Italien. Og lidt efter lidt tegner der sig også et billede af hende ... Evigt ejes kun det tabte, men kan man end ikke huske det, så er man jo fortabt. Jeg fatter ikke, at noget menneske kan oversætte sådan en bog. For ét er jo at skrive hæmningsløst derudad på sin egen viden og hukommelse, sådan som Umberto Eco gør. Men et andet og måske i virkeligheden endnu mere krævende er jo at følge efter, identificere og oversætte sådanne 500 sider med to citater pr. linje. Thomas Harder har løst opgaven. Det vidner om geni.