Med ondt skal ondt forklares. Det er nærmest hensigten i Katrine Marie Guldagers guldrandede samarbejde med Cato Thau-Jensen omkring 'Pigen, der var bange for at være ond'. Det handler om ondskab. Også i Afrika. Eller måske især i Afrika. For Afrika er så tilpas langt borte, at man kan se tingene fra en anderledes vinkel. Selvhad Det er også dernede, dyrene bor. Er de onde? Ond er i hvert fald pigen i historien. Hun bor på en 'farm' med sin far og mor. Alle elsker pigen med proptrækkerkrøllerne, men ikke hun selv. Pigen er begyndt at fundere over, om hun monstro er ond. Nej da! Siger forældrene. Så går hun hjemmefra og ud på savannen for at finde og forstå sin indre ondskab. Hvislende ondskab Giraffen og elefanten taler til hende ligesom mor og far. Det er først senere, da den hvislende ondskab dukker op i form af en slange, at pigen kan se ind i sig selv og forstå. Så viser den store løve hende, hvad rigtig ondskab er - i stedet for at æde hende. Der løber en pige hjemad over savannen igen ... Forstå uden at forstå Det er en fornøjelse at følge Cato Thau-Jensen til Afrika. Her finder han nye farver, stolte figurer, dyr, der ligner uden at være, mønstre og grønne himle. Han er rigtig rar. Dels fordi tegneren befinder sig godt i Afrika. Men især fordi han ønsker at menneskeliggøre den strenge, men søgende tekst. Måske han skulle have været lidt mere ond selv. 'Pigen, der var bange for at være ond' rammer præcist en tone, hvor man forstår uden at forstå. Det er visdom for småfolket.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























