»Jeg kan ikke lide folk. Jeg kan ikke lide det, de gør. Jeg kan ikke lide det, de er. Jeg kan ikke lide det, de siger«. Doppler er ægtemand, far til to børn, lønmodtager, husejer, cyklist, samt en helt masse andre normalnorske ting, f.eks. lettere misantropisk. Men frem for alt har han gennem hele sit liv været det, man på norsk kalder 'flink', som betyder cirka det samme, som når vi beskylder nogen for at være dygtig. Dræbende flinkhed I den norske originaludgave hedder det i en central udladning: »Jeg har vært så satans flink. Jeg var flink i barnehagen. Jeg var flink på barneskolen (...)«. »Midt i all denne flinkheten har jeg vandret rundt i årevis. Jeg har våknet i den, sovnet i den. Jeg har pustet (åndet, red.) flinkhet og gradvis mistet livet«. Upræcis oversættelse I den danske udgave af 'Doppler', som i det store hele fungerer udmærket, har oversætteren Susanne Vebel valgt at oversætte 'flink' og 'flinkheten' med kompetent og kompetence. Det synes jeg nok er at skyde over målet, idet en kompetence er noget man tilegner sig, mens den medløberagtige 'flinkhet' er et iboende karaktertræk. Simple Living Erlend Loe er en absurd humorist, og 'Doppler' er den morsomste bog, jeg har læst rigtig længe. Ligesom i Loes gennembrudsroman 'Naiv.Super.' (1996) har vi i Doppler at gøre med en mand, der har mistet lysten til livet, som det er (med børnefødselsdage, middage med såkaldte venner og frastødende norsk hygge), og derfor sætter sig for at ændre sin tilværelse med ét slag. Doppler beslutter sig for at blive jæger og samler; han forlader familien og sit gode job, og flytter ud i skoven uden for Oslo. Efter knap et halvt år i den almægtige skov bliver Doppler far for en elgkalv, efter at han har dræbt dens mor med en kniv, for at skaffe sig noget at spise. Kalven kalder han Bongo efter sin nyligt afdøde far, som ganske vist ikke hed Bongo, men »indimellem må man være åben for den slags koblinger ...« Humor og oprigtighed Den fraværende far er et genkommende tema i romanen. På sine ture ind til civilisationen, som han kun modvilligt opsøger, fordi han er afhængig af skummetmælk, lærer Doppler en sær skikkelse ved navn Düsseldorf at kende. Han er tyskerbarn og har aldrig kendt sin far, som blev skudt under Ardenneroffensiven i 1944. Men efter hustruens død for seks år siden, har Düsseldorf helliget sig ét projekt: han bygger sin fars død på sit stuegulv, i form af en komplet rekonstruktion af den belgiske landsby og krigsskueplads, hvor faderen blev slået ihjel. Så længe han bygger, er han sammen med sin far. Når han er færdig, agter han at tage livet af sig. Under indtryk af Düsseldorf beslutter Doppler sig for, at han vil rejse en totempæl i skoven til minde om sin far, som det lykkedes at leve et helt liv uden at give sig til kende (- virker det bekendt?). I kraft af sin uforlignelige blanding af humor og oprigtighed får Loe en sårbarhed og en smerte frem i skildringen af de to mænds ensomme, faderløse tilværelse. Den flinke antihelt Loe har i sine hidtidige fire romaner vist en stor forkærlighed for antihelte, der har svært ved at finde et plot i livet, som de kan handle i forhold til. Også Doppler søger et andet liv, men det er bare så forbandet svært, når der ikke er noget fadermord at begå, og velfærdssamfundet Norge er så 'flinkt', at man er ved at blive kvalt i det. Doppler er i bund og grund en dyster bog, som fremtræder lys og mild som skoven, der ligger og lokker derude. Jeg kan kun anbefale at følge i sporet på Doppler.