Bagsidetekster er en underlig genre. De skrives for den, der står hos boghandleren for at finde en bog, og teksten skal derfor vække appetit, lyst og nysgerrighed. Så er det spørgsmålet, om en formulering som »et gribende portræt« er lige det, der fanger den potentielle køber/læser. Anmelderen tror det ikke, for det er et nedslidt, fladt udtryk, som er bedre egnet til at skræmme gode læsere væk end til at lokke dem til. Og det er faktisk synd, for på trods af bagsideteksten er 'Tømrerens datter' af Martin Jensen et godt bekendtskab. Alskens nedrigheder Romanen udspilles i 1300-tallets England og Frankrig, og det er, vil nogle måske huske fra Shakespeares historiske spil - en tid præget af krig, vold, alskens nedrigheder, smukke, falske kvinder, ædle og lumske mænd, forædte gejstlige og en klasse af tålmodigt arbejdende mennesker, som altid bliver taberne i de stores spil. Muret inde I Martin Jensens på mange måder kønt udfoldede historiske panorama spiller tre klasser med og mod hinanden: Den gejstlige omkring den forædte, af forstoppelse lidende pave i Avignon; den eller de engelske konger, som kæmper mod og med deres kolleger i Frankrig, og endelig de helt almindelige mennesker, dem, der driver verden rundt, men som overses og foragtes af deres herskere. Her er fokus på dem, der lever i Shere i Surrey i England i 1320'erne. En af dem, datteren af en tømrer, hedder Christine, der på grund af et løfte til Den Hellige Jomfru vælger at lade sig mure inde i kirken for her at leve afsondret fra alle andre i bøn og afsavn, Jomfru Maria til ære. Hun er en såkaldt anchorese, en skikkelse, der både vækker beundring og en art afsky - hun stiller sig jo helt uden for det almindelige liv. Troværdige figurer Romanen er fortalt på solid gammeldags maner. Man følger hovedpersonerne, kender dem noget bedre, end de kender sig selv, man ser dem over skuldrene, er med til deres møder, selskaber, rænkespil og følger såmænd også med i deres afføringsproblemer. Nogle gange er man - og det er nok det mest interessante - med inde i deres bevidsthed. Og det lykkes Martin Jensen solidt og roligt at virkeliggøre disse personer, så man faktisk tror på dem. Solidt håndværk Anmelderens yndlingsfigur er den skrækkelige og skrækkelig snu pave - en rigtig romanfigur, lumsk og magtliderlig - og så vores heltinde, der er en tvivlende heltinde, én man faktisk tror på. Hun er god, men ikke så god, at hun er uudholdelig. Spændingsbuen er nok en anelse for slap, og noget fortællemæssigt fedt, det vil sige scener, der ikke fører handlingen frem, kunne godt have været skåret væk, men der er på mange måder tale om et solidt skrivehåndværk, som læseren har det godt med.