Den svenske Marianne Fredriksson har en stor læserkreds, og hendes bøger er oversat til alverdens sprog, deriblandt rigtig mange til dansk. Det, hun kan, er at sætte fingeren træfsikkert på problemer i mellemmenneskelige forhold. Dem omsætter hun i en underholdende romanbladsagtig stil, tilsat en popularisering af aktuelle spørgsmål. Hendes nye roman, 'Forskellige virkeligheder', udgøres af sammenstødet mellem genteknologi, et stift naturvidenskabeligt verdensbillede og et mere blødt psykologisk paradigme, der grænser op til det parapsykologiske. Tydelig anskuelsesundervisning Dette aktualiseres i forholdet mellem lægen Jan og sygeplejersken Angelika. Hun er usikker, men også en kompetent sygeplejerske med en sjælden indlevelsesevne. Faktisk er hun synsk, selv om hun skjuler det af frygt for at ende på 'galeanstalten' som hendes tidligt døde mor og mormor. Som barn blev hun reddet ud af den totale skrøbelighed i onklens og tantens varme overklassehjem. Senere af Jan, matematisk geni og international genforsker, også han med lig i lasten fra sit kolde arbejderhjem. Som Angelika er han næret af varme slægtninge. Deres baggrund repræsenterer det gamle spørgsmål om arv og miljø i, må man nok sige, særdeles tydelig anskuelsesundervisning. Højt lag flødeskum Kan de to nu udgøre hinandens redningsplanker, for slet ikke at tale om at folde kærligheden ud med så forskellige verdensbilleder, de har? De diskuterer uafbrudt, om det er generne eller følelserne, der styrer livet. Og de støder sammen for at ende i tårevædede eller erotiske forsoninger, mens de opruller deres smertelige barndomserindringer. Angelika er altid bange for at ende i den psykose, hun oplevede som barn, bange for at falde ned i sprækken. En specialist fra Stanford mener, at mennesker, der er blevet raske efter en psykose, kan udvikle en oversanselig intuition. Jan vil undersøge, om det er dér, hun befinder sig. Hen over de genetiske, psykologiske og parapsykologiske diskussioner er der lagt et højt lag flødeskum bestående af romantik: stort bryllup i det svenske landskab, vidunderlig brudekjole, lejlighedsindretning, ophold i udlandet ... Side op og side ned - det rene 'Pretty Woman' smurt ud over den tunge kage. Slutningen er et overraskende brud med almanakhistorie-præget. Det er så også det eneste overraskelsesmoment i romanen. Marianne Fredriksson er for velmenende, for indsmigrende, for didaktisk for denne læser.