Madonna sagde, hun ville lave fem billedbøger. Nu har hun lavet fem billedbøger - med fem forskellige og velvalgte tegnere - så det er tid at gøre regnebrættet op. 'Hr. Mangepenge' afslutter projektet. Billederne er af Rui Paes fra Mozambique. Naive på højt niveau Madonnas billedbøger er lavet på alvor og legelyst. Hun har ikke været afhængig af fedtede forlagsfolk og udjævnende smagsdommere, for alene navnet sikrer udgivelse i 100 lande. Det er nu heller ikke, fordi de klare budskaber i Madonnas tekster er specielt kontroversielle - eller hendes valg af tegnere. Medmindre det er kontroversielt at stå på de gamle dyder, billeder der ligner, ærlighed og hjertevarme. Historierne er naive, men de er det på et højt niveau. Mand var en ugle 'Hr. Mangepenge' er, som navnet antyder, repræsentant for den rå kapitalisme og det hovedløse forbrug. Hvad hr. Mangepenge ikke har råd til, er ikke værd at nævne. Men hvor bliver lykken af? Nu drager rigmanden ud i verden med en stor pose guld. Han skal spørge en klog mand til råds, men manden viser sig at være en lille, gammel ugle, som bor i en faldefærdig hytte med sin uglekone og spiser spaghetti. Tyr med stjerne i panden Efter måltidet fortæller den gamle, hvad han ved: »Du skal dele, hvad du har, og sætte andre højere end dig selv«. (Det er ligesom, man har hørt det før!) Men den bider ikke på hr. Mangepenge (endnu), så i vrede forlader han hytten og efterlader sin kusk med hest og vogn, som således forsvinder ud af historien. Hvad blev der af ham? Det har hr. Mangepenge ikke tid at kere sig om, for nu bliver han overfaldet af røvere. Kun iført undertøj bliver han antaget som medhjælpende køresvend hos hr. Sjælsro, der er en smuk tyr med stjerne i panden. Kort sagt: Da hr. Mangepenge ser sit slot igen, er han som forvandlet. Og det holder. Det tror man på. Og sådan er det med de fem Madonna-bøger. De holder. Og man tror på dem. Hr. Mangepenge som sponsor Rui Paes er et godt valg som tegner. Han har folkeeventyrets billedsprog i sin pensel, men farvelægningen og især de medvirkende dyr udstråler en længselsfuld ro, som kan stamme fra Afrika. Rui Paes er en mesterlig tegner, som kan mere end sit håndværk. Madonnas valg af illustratorer hælder til det traditionelle og naive, men på et højt niveau. Bemærk den lave pris! Mon ikke hr. Mangepenge har sponsoreret udgivelsen?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























