Billedkunstneren Cai-Ulrich von Platen er faldet for fristelsen til at lave sin egen visualisering af H.C. Andersens allerførste roman, den, som ingen rigtig kender. Og det er en fristelse, der ud fra tekstens potentiale er til at forstå. Chaos af forvirrede Ideer 'Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829' hedder romanen, og det er en vild sag, en dannelsesrejse uden fornuftens smålige grænser og et udfoldet katalog af ækvilibristiske og nærmest vanvittige indfald, der i lige grad skyldes Andersens ungdommelige ambitioner og utæmmelige fantasi. En recensent behager at kalde denne roman, som han selv optræder i, for 'et Chaos af forvirrede Ideer, opkogte Reminiscenser og i det højeste et mislykket Eventyr'. Andersen vidste, hvad han i værste fald kunne forvente. Pen er som en sæk lopper Selv om man strengt geografisk set ikke kommer langt, dvs. hvis romanens titel skal tages for pålydende, bliver man som læser kastet værgeløst og hovedkulds rundt i digterens forestillingsverden, og man kan ikke gøre andet end prøve at holde trit med alle de navne, som han remser op, og alle de indfald, som han veloplagt fabulerer til lejligheden. I starten af 1800-tallet har Københavns belæste borgerskab haft en fornemmelse af, hvad det hele handlede om. Men for en nutidig læser falder læsningen ikke altid nemt. Andersens pen spreder sig som en sæk lopper, der er gået møl i, og man kan savne et par forklarende fodnoter til at fiksere mylderet med. Fornemt eksempel på illustreret boghåndværk Men den, der kender til digtene, eventyrene og alle historierne, vil i denne tekst møde mange af dem i embryonal form, antydet og indkredset, men endnu ikke fuldt udviklet. Kedeligt er det under ingen omstændigheder. Og kedeligt er det heller ikke, efter at Cai-Ulrich von Platen og typografen Carl Zakrisson har givet teksten en både grafisk og typografisk eftertackling. Dermed er en ikke særlig stor bog blevet til en bibliofil kleppert, men klassisk fornem og finurlig hele vejen igennem som et opdateret eksempel på illustreret boghåndværk. Visuel pas de deux Holdningen er, at øjnene ikke nærer sig ved bogstaver alene. For det, man læser, kalder undertiden på også at blive til billeder. Billederne er fotos, billedkollager eller akvareltegninger, der underfundigt får lov til at udfordre, følge eller kommentere teksten. Eller bare danser en lille visuel pas de deux med den, hvis kunstneren tillader det. Levende og morsom typografi Den typografiske efterbehandling af teksten, med bogstavtyper, der skifter i størrelse, vil være noget af en smagssag. Nogle - som den aktuelle recensent - finder den levende og morsom. For andre vil den være en besynderlig hybrid mellem digterkunst og en synsprøve hos optikeren. Letlæselig empireskrift Effekten er dog ikke kun grafisk, men også logisk som det sted i syvende kapitel, hvor St. Peder låner digteren sine store briller, og bogstaverne fra linje til linje pludselig vokser mange punkt. Det er morsomt. Om end pladskrævende, som kunst kan være det. Teksten i 'Fodreise' er sat med en ny og meget letlæselig empireskrift Andersen Antikva (med sammensatte bogstaver: ligaturer), som er tegnet af Per Baasch Jørgensen. Et par mindre fejl har sneget sig ind undervejs i den typografiske Fodreise. 'En fiin Rødme' blev til 'en fim Rødme' På side 158 står i en længere navneremse: ...Mahler, Müller... Ifølge Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelse skal de to navne kun være ét, nemlig Mahler Müller. Sådan kaldte Andersen den tyske maler, kobberstikker og digter Friedrich Müller (1749-1825). På side 177 er 'en fiin Rødme' blevet til 'en fim Rødme'.