På tysk hedder det 'ostalgi' - sværmeriet for det 'hyggeligt tilbagestående' DDR fra før 1990. Den forlorne idyllisering har ikke barskere kritiker end Christoph Hein. Kritisk blik mod nationen Hein og Christa Wolf var de to østtyske forfattere, der modigst angreb arbejder- og bondestatens ufrihed og moralske opløsning. Efter genforeningen har Hein rettet sit kritiske blik mod hele nationen, bl.a. i 'Willenbrock' (2002), hvor farlige træk i dagens tyske samfund anskues via en midaldrende brugtvognsforhandler. Bider, til det knaser Heins hverdagsskildringer er på én gang lavmælte og pågående, og den teknik fungerer foruroligende godt i hans nye roman 'Erobring' fra 2004. Det er en realisme, der - som det hed om grævlingen i min barndom - 'bider, til det knaser'. Byens pariaer Hovedpersonen Bernhard Haber og hans familie kommer fra Schlesien i Østprøjsen, og da det i 1945 blev polsk, blev de tvangsflyttet vestpå til den sovjetiske zone, til Bad Guldenberg ved Molde i Sachsen. Som 'fordrevne' og uønskede 'fattiglus fra øst' med raspende polsk accent er de pariaer i byen, ofre for foragt og chikane. Han lugter af mand Bernhards far, den krigsinvalide snedker med én hånd, opbygger i umenneskeligt slid et nyt værksted, men får det brændt af og begår selvmord - eller er det mord? Bernhard selv er kold og brysk, men sætter sig i respekt med sine kræfter. Pigerne synes, han lugter af mand. Det genoplivede karneval Bernhard er ikke den, der stiller sig bagest i DDR's endeløse køer. Som snu overlever løfter han sig ovenud af »det lille møghul«. Han hævner ydmygelsen ved at deltage i tvangskollektivisering af byens landbrug og smugle flygtninge til Vesten. For pengene opbygger han et succesrigt snedkerværksted og familieliv i patriciervilla. Sådan ender 'Træormen' - det er Bernhards øgenavn - som samfundsstøtte. Via kegleklubben af ledende forretningsfolk er han en af dem, der uofficielt dirigerer byen i den kommunistiske tid - og efter 1990 blandt dem, der tjener fedt og behersker det nye bystyre, inkl. byens stolthed: det genoplivede karneval. Samfundsstøtternes børn er samfundsnassere 'Træormen' er historien om en vellykket integration, fordi Bernhard klogeligt ikke afslørede attentaterne mod hans far og ham selv. Var han gået til åbent modangreb, havde han jo bare fået byen imod sig og måttet begynde forfra et nyt sted. Ironien er, at landet erobres af 1990'ernes nye kapitalister - deraf den tyske titel 'Landnahme' - mens kapitalisterne stadig mener, at erobrerne er dem udefra, som de bekriger med schæferhunde, borgerværn og selvtægt for at få 'ren by'. Og mere ironi: I 1990'erne bliver samfundsstøtternes børn til samfundsnassere, der nyder at mobbe de nyeste fremmede: »skævøjerne«. Samfundets yderside og psykologiens inderside Historien om Bernhard Haber formidles i fem monologer af fhv. klassekammerater og kærester. De første er lovlig lange i spyttet, og til start bevæger romanen sig af sted som en hostende Trabi på motorvejen. Men hold ud! Så kommer den op i omdrejninger, og det ender forrygende. Christoph Heins realisme tilhører den tradition, der på tysk går fra Theodor Fontane og Thomas Mann til Böll og 1970'ernes nyrealister - og på dansk fra Pontoppidan til Erik Aalbæk Jensen. Men den er tilsat en skefuld satanisk satire a la Max Frisch og Dürrenmatt plus en skefuld af 1980'ernes 'dirty realism' a la Raymond Carver - uden misantropi. Sådan fastholder Hein både samfundets yderside og hverdagens og psykologiens inderside. Sværmer for vestlig massekultur Handlingen dækker i spring DDR's historie fra 1945 via folkeopstanden 1953 og Murens opførelse 1961 til Murens fald 1989 og 1990'ernes nye 'guldgravertid'. Vi møder Kooperativet Morgenrøde, partifolk, politifolk, ungdomsledere, håndværkere, bønder og forretningsmænd. Medløbere, flygtninge og forhutlede sjæle fra det såkaldt 'klasseløse' samfunds nederste kreds. Hovedfarven er luvslidt gråt i gråt. Hovedlyden er de knitrende støjsendere, der skal holde vestlig radio ude. De unge kanter og snyder sig igennem. De sværmer for vestlig massekultur, undgår politik og »stiller ørerne på gennemtræk«, når pamperne »taler ligesom avisen«. Men de betaler med forspildte liv - som mekanikeren og menneskesmugleren, der får fem et halvt års fængsel for medvirken til »republikflugt«. Resten af livet leder han efter sin konfiskerede veteranbil, som han kalder »sin baby«. Pigmentforskydning Men her er også rappe piger, der midt i den småborgerlige lykkedrøm tør vove pelsen erotisk - som Babsy med miniskirtet. Og Gitti, der får et illegitimt barn med en neger og prøver at bilde sin kæreste ind, at ungens hudfarve er en »pigmentforskydning«. Pigmentforskydning - netop. For gradvis vokser Christoph Heins tidsbillede til ikke bare at handle om de fordrevne af 1945, men generelt om De Forkerte, fejlfarverne, De Fremmede iblandt os. De, der ikke kan og ikke skal integreres. Det handler om Europa, om os, her, lige nu Som miljøets ærkeracist siger: »Det er en anden slags mennesker, de fordrevne, de er ikke ligesom os ... det ligger i blodet. De hører ganske enkelt ikke til her ... Der, hvor du blev født, det er dit hjem, og kun der har du hjemme«. »Og hvis du forlader denne plads, så opgiver du dit hjem ... de mangler hjertelag for byen, de er nu engang landet her ved et tilfælde og kan til enhver tid drage bort. Ligesom sigøjnerne ... Tro mig, de er og bliver fremmede ... stol ikke på disse mennesker«. Hvor er det, vi kender de toner fra? Det er det mest overraskende ved dette lille mesterværk om dagligdagens drama i Østtyskland 1945-97: hvordan det også handler om Europa, om os, her, lige nu.