0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ting, ting, tingeling

Liflige, virtuose tingstekster fra Frankrigs store afdøde digter Francis Ponge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Verden huser for mange ting.

Vi er ved at drukne i ting, eller - endnu værre - vi bliver selv gjort til ting, »tingsliggjort«, som gamle Marx kaldte det, altså behandlet som rene midler til opnåelsen af et ydre formål, ting, man kan skifte ud efter behag og behov.

Det, det gælder om, er dermed at reducere antallet af ting i verden, at slæbe rundt på færre ting, undlade selv at behandle andre som ting og afvise selv at blive reduceret til ting.

Uretfærdig skepsis
Men man kan også gå i den stik modsatte retning og sige, at denne tankebane miskender tingene, frakender dem indre værdi og betydning - hvor ting ikke blot er noget, vi systematisk overser, det er jo blot ting, men også er noget, vi uretfærdigt ser på med skepsis og mistro. Måske er det sådan en manøvre, der ligger bag den store franske poet Francis Ponges (1899-1988) silende fine lille serie på 32 virtuose tingstekster, 'At tage tingenes parti' fra 1942?

Gemen anklage
Rilke indledte jo ballet med sine såkaldte 'tingsdigte', men der er nu alligevel noget ganske andet på færde her.

'Le parti pris des choses' antyder allerede ved sin ordlyd, at nogen måske gement har overset eller anklaget tingene som sådan for noget, og at man, digteren, derfor må tage parti - som en anden Zola styrte ind og snakke bregnernes, vidjekurvens, strandskallens, ildens, appelsinens og sneglenes sag?

Fri for symboler
Det er nu alligevel heller ikke helt sagen, for der er ingen brændende indignation, ingen retfærdig harme her; langt snarere en blid og poetisk præcision, der på samme tid zoomer uhyre skarpt ind på tingene og lader dem være uberørt og uunderkastet blikkets nyfigne snagen.

Alt i en slags respekt for det, Adorno i en helt anden sammenhæng kaldte for »objektets forrang«, altså at vi ikke burde komme farende og underkaste tingene alle vores plumpe begreber og tankeverdener, men i stedet respektere deres genstridige, ublu og stædige væren-til uafhængigt af al vores gøren og laden.

Hvordan kan man på én gang se tingene ordentligt an, og undlade at fortegne dem?

Ponge vælger ikke den naturalistiske beskrivelses kongevej, han tager i stedet en materialistisk-fænomenologisk sti, det vil sige så meget, som at han lader blikket vandre let og uafhængigt oven på tingenes overflade:

De skal ikke symbolisere noget, og de bliver ikke spændt for noget ideologisk projekt.

Hypnotisk og sitrende
Sådan her lyder det, i Niels Franks og Merete Nissens efter min vurdering strålende oversættelse:

»Regnen, jeg ser i gården, falder i mange forskellige fremtoninger. I midten er den et fint, løst gardin (eller net), et ubønhørligt, men forholdsvis langsomt nedfald af antagelig ret lette dråber, en uophørlig nedbør uden kraft, et koncentreret brudstykke af ren meteor«.

»Nær murene til højre og venstre falder med højere lyd de tungere dråber af mere individuel art. Ét sted forekommer de at være på størrelse med et hvedekorn, et andet med en ært og andre steder igen med en glaskugle. Over gesimser, over vindueskarme løber regnen vandret, mens den på deres underside hænger som konvekse bolsjer (...)«.

»Den lette ringen for enden af de lodrette vandstråler, nedløbsrørenes klukken, de små slag på gongongen mangfoldiggør sig og genlyder samlet i en koncert uden monotoni, men ikke uden nænsomhed«.

»Når drivfjederen slappes, fortsætter flere tandhjul med at dreje i nogen tid, langsommere og langsommere, hvorpå hele maskineriet går i stå. Og hvis solen atter kommer til syne, viskes alt snart ud, det strålende apparat fordamper: det har regnet«.

Så fint, så hypnotisk, så stort er det jo - man griber sig i at sidde og ligefrem længes efter regnen, at længes efter at sidde bag ruden og se ud på den silende regns apparat næste gang. Alt i kraft af Ponges nøgternt sitrende, men aldrig kedelige eller glatte kortprosa.

Informativt forord
Nissen og Frank har modigt og fortjenstfuldt valgt at lade udgivelsen være tosproget, så man kan kigge dem i kortene og nyde Ponges franske ordstrømme.

De har også sammen bedrevet et informativt lille forord, der opridser Ponges historie og sætter ham ind i en litteraturhistorisk sammenhæng fra Mallarmé og frem til den spegede diskussion om, hvilken type fænomenologisk skrift Ponge kan siges at byde på - suppleret af Per Aaage Brandt, der i efterordet tager tråden op, nok mest originalt i form af henvisningen til den store materialist Le Mettrie; der er tillige en bibliografi og en litteraturliste over udvalgt kritik.

Og så er det en smuk og fin lille tricolorebog, de franske farver har Eli Lund fra Arena fint sørget for.

Måske verden allerede er for fuld af ting; men nogle ting er unægtelig smukkere og mere interessante end andre. Denne lille udgivelse må ubetinget regnes med i den sidste gruppe.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu