Siden Sanne Munk Jensen udgav 'Nærmest hinanden' er begrebet pigebog for evigt forandret. Nu hjælper ingen kære mor mere. Også pigerne vil have råt kød! Alligevel er der stadig mange forfattere, der bliver ved med at skrive som Nynne, for det har de lært, og sådan skal den jo skæres, ikke? Ingen nosser Clea Bruun Johansen er debutant og årgang '72. Hun hopper med begge ben ned i Nynne-fælden, hvorfra hun rapporterer i en selvmedlidende og selvironisk jegform, der er alt for voksen - og egentlig også lidt nedladende. Det er overstadigt morsomt fortalt. Der er mange kluk i teksten, når Mai på 17 år famlende og uheldsramt forsøger at finde sin vej til drengene. Men der mangler altså - undskyld! - nosser i pigebarnet. Og det er nærmest en befrielse, da hun endelig kysser - og kysses igen. Snusfornuftigt sortsyn Før Mai skal have en hair-cut skriver hun: »Jeg håber virkelig, at frisøren kan noget med hår«. Hendes far får denne besked: »i mit liv er der ikke noget at smile ad«. Er det virkelig, hvad piger vil læse? Så er der William! Ham kommer vi tilbage til. Mai går i 2. g og drømmer om at møde manden i sit liv. Den drøm deler hun med sine to hjerteveninder, og i historiens løb kommer venskabet på mange prøver, og mobilerne gløder. Det går så let for Lærke, som finder en ældre fyr, og også Sara kommer af med den generende mødom, men Mai må vente, til det bliver hendes tur. Undervejs dukker Wiliam op. Han er ikke rigtigt interesseret i Mai, men hun er meget interesseret i ham. Efter et par kys bliver hun hans rådgiver i kærlighedsspørgsmål! Det er en interessant udvikling, men så forsvinder han ud af historien. 'Mai' er swingende i sproget og lattermild i sit snusfornuftige sortsyn. Det er nærmest en folkekomedie med veldoserede gags og et højt tempo. Ganske som det plejer. Bedre end det meste. Men det er ikke nok. Mere!