Majbritte Ulrikkeholms nye roman (eller første, om man vil - de forrige har været erindringsromaner med Majbritte Ulrikkeholm som fortælleren) hedder 'Den perfekte elsker' og fortælles af en kvinde i trediverne, der har kommerciel succes med at male new age-inspirerede blomster og fugle. Kønsløst forhold Hun sælger godt til både postkort og kagedåser og new age-segmentet og føler ikke samme konflikt som sin mand, kunstfotografen, der har solgt sin sjæl til reklamebranchen og helt efter bogen er blevet kokainmisbruger. Hun driver noget terapivirksomhed ved siden af. De bor i en glaslejlighed med havudsigt til alle sider - har med fortællerens ord »stablet en levefod på benene, det ville være svært at opretholde hver for sig«. Deres langvarige trygge forhold kan ikke overleve at være blevet kønsløst, og det er dets opløsning, der sætter romanens handling i gang. Seksualitet og spiritualitet 'Den perfekte elsker' kaldes på bogomslaget »en samlivsroman om seksualitet og spiritualitet«. Under første del af læsningen syntes jeg, det var en uretfærdig - i mine øjne ikke smigrende - betegnelse. Men efterhånden måtte jeg sande, at den var ret præcis. Desværre. Pointeløse elementer 'Den perfekte elsker' hæver sig med sit skabelonagtige handlingsmønster og de klichévredne personbeskrivelser ikke meget over en kioskroman med et stænk selvudvikling. Det er faktisk synd, for man mere end aner et gedigent sprogligt talent i teksten, der står stærkt i visse afsnit. Vores fortæller med det såre symbolske navn Alba ('hvid' på latin) er opvokset i et kloster - detaljerne skal ikke røbes her, men klichéerne lurer. På et kursus møder Alba en smuk mand, og det er ham, der skal være den perfekte elsker, efter at hun har måttet sande ... nej, her må jeg stoppe for ikke at røbe, hvilken mand Alba ender sammen med. Det er nemlig - igen desværre - hvad det hele koger ned til. Men inden vi når så vidt, har vi været igennem egocentrisk godtkøbsreligion og diverse terapeutiske læresætninger. Retfærdigvis også effektiv lesbisk teltsex. Imidlertid giver 'Den perfekte elsker' - uafhængigt af sine sproglige kvaliteter - plads til for mange pointeløse og overflødige elementer, der sikkert giver mening i en biografi eller et terapiforløb, men ikke i et stykke litteratur. Da højst et stykke triviallitteratur. Og det er Majbritte Ulrikkeholm langt hen ad vejen for god til.