Hen mod slutningen af 'Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige' dukker der en ny skikkelse op, nemlig en forfatter, »som gik rundt og tænkte på at skrive en bog om Sverige, en bog, der skulle kunne læses af børn i skolerne«. »Hun havde tænkt over det fra juletid og helt indtil efteråret, men hun havde ikke fået skrevet en linje af bogen, og til sidst var hun blevet så træt af det hele, at hun sagde til sig selv: Du duer ikke til dette her«. For at komme i skrivehumør drager forfatteren derfor tilbage til den lille herregård i Värmland, hvor hun er vokset op, og hun genoplever under rejsen tilbage, hvordan der var engang - dengang. Mytiske Mårbacka Der var dejligt, ja, var der ingen steder i verden, hvor man forstod at føre så godt et liv som »på sådan en lille herregård«, fortæller hun. Herregårdens navn er Mårbacka, som til hendes store sorg var gledet ud af familiens eje. Men den skulle komme tilbage igen, for - og det havde Selma Lagerlöf, forfatteren med skriveproblemerne måske ikke tænkt, da hun sagde ja til opgaven om at skrive en bog til svenske skolebørn om Sverige, dets natur, dyreliv, vejr, historie og meget andet. For hun tjente så meget på Niels Holgersson, at hun kunne købe Mårbacka tilbage og senere bygge det om til det statelige hus, det er i dag. Purken og natuglen 'Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige' har lige siden været elsket højere end alle andre svenske bøger. Den er blevet genoptrykt og genoptrykt, og har mere end nogen anden bog formet svenske børns bevidsthed om Sverige. Danske børn har naturligvis også kendt til 'Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige', men altid i forkortede udgaver, men nu er han kommet i en fuldstændig udgave, oversat af en af de utrolig gode oversættere, Danmark er så heldige at have, Anne Marie Bjerg. Hun har gennem de senere år givet danske læsere den ene store læseoplevelse efter den anden med sine oversættelser af Selma Lagerlöfs værker, bl.a. erindringsværket 'Mårbacka' og 'Hr. Arnes penge'. Men inden forfatteren kan vinde Mårbacka tilbage, må hun have hjælp, og den hjælp får hun af en »lillebitte purk, der ikke kunne være stort mere end en håndsbred høj, og kæmpede med en natugle«, og det er jo selveste Nils Holgersson. Kamp mod egoismen Hun fortæller nu hans historie, beretter om hans drabelige kampe, om alle farerne, han og gæssene møder undervejs på den lange rejse fra Sydskåne til Nordsverige og tilbage igen, om hans kamp mod sin egen menneskelige, egoistiske natur, og hun konstruerer historien om drengen, der må rejse ud for at kunne komme hjem som et helt menneske, sådan som mange andre (roman)helte også har måttet gøre det. Anmelderen har aldrig haft noget egentligt forhold til Nils Holgersson. Den var blevet læst op i folkeskolen, men det sagde hende ikke så meget. Jo, det skulle lige være kapitlet om kampen mellem sortrotterne og grårotterne på Glimmingehus. Den virkede på en eller anden måde moraliserende. Men læst i sin helhed, oversat så suverænt, som det er gjort her, er der ikke skygge af fad moraliseren, for stor litteratur er aldrig moraliserende, selv om den fortæller det 'gode' budskab. Og man kan for så vidt godt blive en anelse misundelig på svenskerne, som både kan bryste sig med Nils Holgersson, Pippi Langstrømpe, Emil, Grynet og mange andre. Nej, for resten vi har jo eventyrdigteren fra Odense, Buster, Gummi-Tarzan og nogle andre herlige fyre. Og så kan vi glæde os over, at vi kan låne Nils Holgersson og lære ham at kende i denne nye, smukke, kloge og også morsomme udlægning.